40 personer meldes dræbt i skudangreb på landsby i Sudan
Paramilitær gruppe beskyldes for at dræbe 40 mennesker i landsby under konflikt med Sudans militær.
40 mennesker er blevet dræbt i skudangreb i landsbyen Wad Oshaib, der ligger i delstaten Al-Jazira i det centrale Sudan.Det oplyser en læge på et nærliggende hospital til nyhedsbureauet AFP.
Øjenvidner fortæller, at den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) angreb landsbyen tirsdag aften. Gruppen slog til igen onsdag morgen.
- Alle 40 mennesker blev ramt af direkte skud, siger lægen, der er ansat på Wad Rawah-hospitalet nord for Wad Oshaib.
Lægen har bedt om at være anonym af hensyn til sin egen sikkerhed, efter at sundhedspersonale i Sudan gentagne gange er blevet angrebet.
Angrebet er det seneste i en række af voldelige sammenstød og angreb i den mere end halvandet år lange konflikt mellem RSF og Sudans militær.
Konflikten brød ud i april 2023 og er eskaleret i staten Al-Jazira, efter at et højtstående medlem af RSF i oktober forlod gruppen for i stedet at tilslutte sig modstanderne i Sudans hær.
Flere end 340.000 mennesker blevet fordrevet fra delstaten, som følge af konflikten, viser en opgørelse fra FN.
Fredag sagde FN-talspersonen Stéphane Dujarric, at volden i Al-Jazira "sætter titusindvis af menneskeliv på spil".
Konflikten mellem hæren og RSF har tvunget flere end 11 millioner mennesker til at forlade deres hjem på tværs af Sudan. Heraf har flere end tre millioner forladt landet.
Begge sider er blevet beskyldt for at begå krigsforbrydelser ved blandt andet at udføre tilfældige henrettelser og systematisk plyndre civiles ejendom.
Flere landsbyer i det østlige Al-Jazira har de seneste uger været fuldstændigt afskåret fra omverdenen efter at være blevet belejret af RSF, rapporterer FN og flere menneskerettighedsgrupper ifølge AFP.
Selv i de dele af Sudan, hvor der ikke er kampe eller belejringer, står hundredtusindvis af fordrevne over for store problemer.
Det skyldes, at potentielt livsfarlige sygdomme såsom kolera cirkulerer, og at der er alvorlig mangel på mad og fare for decideret hungersnød.
Der er allerede erklæret hungersnød i Darfur-regionen.
Darfur er hjemsted for omkring en fjerdedel af Sudans befolkning. Den er dybt mærket af mange års etnisk vold begået af Janjaweed, som er en milits, RSF er udsprunget af.
/ritzau/