Trussel om missilangreb udløste luftalarmer i Kyiv
USA har advaret om potentielt luftangreb og lukket ambassaden i Kyiv. Få timer senere lød luftalarmerne.
Luftalarmerne lød onsdag kortvarigt i Ukraines hovedstad, Kyiv, og flere ukrainske regioner på grund af en potentiel missiltrussel.Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Alarmerne gik i gang kun få timer efter, at USA havde meddelt, at ambassaden i Kyiv var lukket onsdag på grund af specifikke informationer om et potentielt og betydeligt russisk luftangreb.
- For at være på den sikre side, så er ambassaden lukket, og ansatte er instrueret i at søge sikkerhed, skrev ambassaden ifølge dpa i en meddelelse tidligere onsdag.
De seneste dage er spændingerne taget til mellem USA og Rusland.
Det er sket, efter at USA har godkendt, at Ukraine kan bruge langtrækkende missiler af typen ATACMS til at angribe mål langt inde i Rusland. Missilerne er produceret af USA.
Tirsdag valgte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at sænke barren for, hvornår Rusland vil bruge atomvåben i en skarp konflikt.
I den russiske atomdoktrin, retningslinjerne for at bruge atomvåben, står der nu, at Rusland kan svare igen med atomvåben i tilfælde af et omfattende konventionelt angreb fra et land, der støttes af en atommagt.
USA's beslutning om at lukke ambassaden onsdag fik Italien og Grækenland til at gøre det samme, skriver Reuters. Frankrig opfordrede franskmænd i Ukraine til at være opmærksomme.
Ukraine nedtonede onsdagens specifikke missiltrussel og slog fast, at den slags trusler er en del af dagligdagen i hovedstaden.
Samtidig beskyldte Ukraines militære efterretningsvæsen Rusland for at sprede falske budskaber på sociale medier om et forestående større luftangreb.
- En besked spreder sig via beskeder og sociale medier om et særligt stort missil- og bombeangreb på ukrainske byer i dag. Denne besked er falsk, skriver efterretningsvæsenet ifølge Reuters.
/ritzau/