Bagatelgrænse har gjort 250.000 borgere og virksomheder gældfrie
Gældsstyrelsen forventer, at endnu flere kan blive gældfri i 2024 med en udvidelse af bagatelgrænsen.
Færre borgere og virksomheder har gæld til det offentlige. Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.Efter en længere årrække, hvor antallet af borgere og virksomheder med gæld til det offentlige har været stigende, er kurven nu knækket, da tilgangen af skyldnere i 2023 var mindre end afgangen.
I 2023 blev 250.000 borgere og virksomheder gældfri, hvilket er en ny rekord.
Ifølge skatteminister Rasmus Stoklund (S), skyldes det blandt andet, at Gældsstyrelsen i 2023 fik implementeret en bagatelgrænse for afskrivning af meget lav gæld.
- Et bredt politisk flertal har sat en klar kurs, hvor flere borgere og virksomheder skal ud af deres gæld til det offentlige.
- Tallene viser, at vi er godt på vej, og at de initiativer, som blev sat i søen med de seneste gældsaftaler, for eksempel den styrkede lønindeholdelse og implementeringen af bagatelgrænsen for meget lav gæld, virker, siger Stoklund.
Bagatelgrænsen er et led i en aftale, som et bredt flertal i Folketinget indgik i juni 2022, der blandt andet skal sikre, at færre borgere og virksomheder har gæld til et offentlige.
Det betyder, at hvis man havde en samlet offentlig gæld til den værdi under 200 kroner, afskrives gælden. Afskrivningen gennemføres en gang årligt for gæld, der har været under inddrivelse i minimum et år.
Antallet af borgere og virksomheder med gæld til det offentlige er siden 2022 faldet med 16 procent, og Gældsstyrelsen forventer et yderligere fald i år.
Med en udvidelse af bagatelgrænsen til 2000 kroner for uafklaret gæld, som træder i kraft i efteråret, forventer styrelsen, at næsten 190.000 kan blive gældsfri i 2024.
Rasmus Stoklund påpeger, at han er optaget af, at danskerne får betalt deres gæld, og at Gældsstyrelsen inddriver gældsposterne, men at det også bør undersøges, hvordan Gældsstyrelsen kan hjælpe danskerne ud af gælden.
Her giver det "rigtig god mening" at få afskrevet meget lave beløb, hvis man ikke ellers har gæld til det offentlige.
Indtil kurven knækkede i 2023, var det stigende antal borgere og virksomheder med gæld til det offentlige kendetegnet ved at have "lav gæld" ifølge en publikation fra Gældsstyrelsen onsdag.
Den lave gæld stammede typisk fra ubetalte gebyrer og renter.
/ritzau/