Presset vokser på Olaf Scholz' planer om at genopstille

20. NOV 2024 • 02:47UDLAND

Mens ledere i SPD fastholder deres støtte til Scholz, er der også medlemmer, der tvivler på hans kandidatur.

Presset vokser på Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, da flere mener, at han bør lade en anden lede partiet SPD frem mod det kommende valg.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I meningsmålinger ligger det socialdemokratiske SPD på en tredjeplads hos befolkningen. Med en anden leder vil det dog have bedre chance for at trække flere stemmer, lyder det.

Indtil videre har ledende figurer fra partiet fastholdt deres støtte til Scholz, der planlægger at stille op til en anden embedsperiode som forbundskansler.

Det sker i det kommende valg til februar. Valget er blevet fremrykket, efter at den tyske regering 6. november blev reduceret til en mindretalsregering.

Det skete, da De Frie Demokrater (FDP) trak sig fra regeringskoalitionen, efter at partiets Christian Lindner blev fyret som finansminister.

Selv om der bredt set er støtte til Scholz, er der dog også flere medlemmer af SPD, der har gjort det klart, at de mener, partiet vil have gavn af en anden kandidat. De peger i stedet for forsvarsminister Boris Pistorius.

Dirk Wiese og Wiebke Esdar, der begge repræsenterer Tysklands mest folkerige stat, Nordrhin-Vestfalen, blev mandag de hidtil mest fremtrædende medlemmer af SPD, som har stillet spørgsmålstegn ved Scholz kandidatur.

- Kernen af spørgsmålet er, hvad der er den bedste politiske holdopstilling til det her valg, sagde de ifølge Reuters.

- Vi hører mange komplimenter om Boris Pistorius. Det et klart, at det er partiudvalgene, der vil tage stilling til spørgsmålet om kandidaturet til posten som forbundskansler, og det er også det rigtige, lyder det videre.

Søndag opfordrede SPD-parlamentsmedlemmerne Joe Weingarten og Johannes Arlt offentligt til, at Pistorius bliver partiets kandidat.

Samme dag sagde Pistorius dog selv, at han står bag Scholz, som han kaldte en "helt enestående forbundskansler".

Det ventes, at der i slutningen af november vil blive truffet en endelig beslutning om, hvem der skal stå i spidsen for partiet som kandidat.

Det kan dog ske før, hvis partiet finder det nødvendigt at afgøre spørgsmålet, så debatten herom ikke risikerer at skade partiet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT