Læger Uden Grænser trækker sig fra Haitis hovedstad
Læger Uden Grænser trækker sig fra den haitianske hovedstad efter vold og trusler fra politiet.
Den internationale nødhjælpsorganisation Læger Uden Grænser (MSF) indstiller sine aktiviteter i Port-au-Prince, Haitis hovedstad.Organisationen oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at dets ansatte på det seneste har måttet stå model til dødstrusler og trusler om voldtægt, når politiet har vinket deres ambulancer ind til siden.
- Vi er vant til at arbejde under enormt usikre forhold både i Haiti, men også andre steder, men når selv politiet bliver en direkte trussel, har vi ikke andre muligheder end at indstille vores projekter, siger MSF's chef for Haiti, Christophe Garnier.
11. november kunne MSF oplyse, at en af deres ambulancer blev stoppet af haitiansk politi omtrent 100 meter fra organisationens hospital i Drouillard-distriktet i Port-au-Prince.
Sammen med en række medlemmer af en væbnet gruppering angreb de bilen med tåregas. Patienterne blev eskorteret væk, og mindst to af dem blev efter organisationens bedste vidende henrettet.
MSF, som for alvor begyndte at fokusere på Haiti efter det altødelæggende jordskælv i 2010, har siden udviklet sig til en af Haitis primære udbydere af gratis lægebehandling.
Organisationen tilser udenfor dens hospitaler ifølge Reuters hver uge 1100 patienter, heriblandt 54 børn og 80 ofre for seksuelt eller kønsmæssigt motiveret vold.
Christophe Garnier fastholder, at MSF fortsat føler sig forpligtet til at hjælpe den haitianske befolkning, men at man kun kan fortsætte sine aktiviteter, hvis politiet og væbnede grupper garanterer nødhjælpernes sikkerhed.
Haiti ligger på den vestlige side af den caribiske ø Hispaniola. Der bor cirka 11,8 millioner mennesker i landet.
/ritzau/