Politi jagter gerningsmand efter drab på munk i kloster
En ukendt gerningsmand menes at skjule sig i bjerge i Spanien efter angreb mod kloster, hvor munk blev dræbt.
En munk er lørdag blevet slået ihjel i et kloster i den lille by Gilet, som ligger nær Valencia i Spanien.Det oplyser den spanske politienhed Guardia Civil til nyhedsbureauet Europa Press.
Munken mistede livet som følge af et angreb, hvor også tre præster blev såret.
Angrebet fandt sted i klosteret Santo Espíritu del Monte og blev udført af en ukendt gerningsmand, som efterfølgende flygtede fra stedet.
Der er nu en eftersøgning i gang. Klosteret er omgivet af bjerge, hvor politiet mener, at gerningsmanden skjuler sig.
En talsperson for Valencias ærkebispedømme udtaler til Europa Press, at gerningsmanden brød ind i klosteret lørdag morgen, hvorefter han fandt vej til munkens og præsternes værelser.
Det er også her, at han skal have angrebet dem.
I alt blev syv personer angrebet, men kun fire kom til skade.
Ifølge dpa var den afdøde munk 76 år gammel, mens de tre sårede præster var 57, 66 og 95 år.
Politiet har ikke delt nogle oplysninger om, hvad gerningsmandens motiv for angrebet menes at være. Det står heller ikke klart, om han brugte nogle våben til at udføre angrebet.
Øjenvidner fortæller til det spanske medie Las Provincias, at gerningsmanden, som skal være midaldrende, under angrebet erklærede, at han handlede "i Guds navn". Dette er dog ikke blevet officielt bekræftet.
Mediet skriver også, at en ambulance kort tid efter angrebet ankom til klosteret for at sørge for behandling til de sårede.
Det lyder, at munken også nåede at modtage behandling på et hospital, inden han døde, og at gerningsmanden havde påført ham et alvorligt hovedtraume.
Klosterets navn, Santo Espíritu del Monte, kan på dansk oversættes til "bjergets hellige ånd".
Gilet ligger omkring 30 kilometer nord for Valencia, som er Spaniens tredjestørste by.
/ritzau/dpa