Haiti fyrer premierminister og indsætter søn af aktivist
Haiti, som har store bandeproblemer, udskifter tidligere FN-diplomat med aktivistsøn på premierministerposten.
Haitis overgangsråd har fyret landets premierminister, Garry Conille, mindre end seks måneder efter at han satte sig på posten.Udskiftningen er mandag blevet offentliggjort i landets statstidende. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Otte ud af ni medlemmer i rådet har ifølge BBC underskrevet et dekret, hvori forretningsmanden og politikeren Alix Didier Fils-Aime udpeges som ny premierminister.
Politikeren er tidligere kandidat til senatet og søn af aktivisten Alix Fils-Aime, som blev fængslet under den tidligere præsident Jean-Claude "Baby Doc" Duvalier, der på brutal vis styrede landet.
Planen med Garry Conille var, at han skulle stå i spidsen for landet frem til næste demokratiske valg. Imens står Haiti i en dyb krise, og bander har taget kontrol over det meste af hovedstaden, Port-au-Prince.
Conille, der tidligere gjorde karriere i FN, var også kortvarigt premierminister fra 2011 til 2012.
På sociale medier har der ifølge Reuters efter meldingerne om fyringen været et brev fra Conille i omløb. Heri skriver han:
- Denne resolution, som er vedtaget uden for alle juridiske og forfatningsmæssige rammer, skaber alvorlig bekymring om legitimiteten og kan få konsekvenser for landets fremtid.
I 2021 blev den tidligere haitianske præsident Jovenel Moïse snigmyrdet i sit private hjem.
Vrede over det politiske vakuum og voldsomme bandeoptøjer har siden præget det caribiske land.
Den eskalerende bandevold forværrer den humanitære krise i Haiti, hvor store dele af befolkningen oplever sult.
De seneste uger har Conille været på rejser til De Forenede Arabiske Emirater og Kenya i forsøget på at få hjælp til at opretholde sikkerheden i landet, efter at mindst 70 mennesker blev dræbt i et bandeangreb.
/ritzau/