USA ser fremskridt i Israels håndtering af nødhjælp til Gaza
Israel risikerede at miste amerikansk militærstøtte, hvis landet ikke åbnede for mere nødhjælp til Gaza.
Israel hindrer ikke nødhjælp i at komme ind til palæstinenserne i Gaza, og landet overtræder derfor ikke amerikansk lovgivning.Sådan lyder det fra det amerikanske udenrigsministerium på et pressemøde ifølge den israelske avis Haaretz og nyhedsbureauet Reuters.
På baggrund af den vurdering vil USA ikke suspendere sin militærstøtte til Israel, hvilket der var lagt op til, hvis Israel ikke i løbet af 30 dage forbedrede den humanitære situation i Gaza.
USA fremsatte kravet i oktober, og fristen er tirsdag.
- Vi har på dette tidspunkt ikke vurderet, at israelerne overtræder amerikansk lov, siger vicetalsperson for USA's udenrigsministerium Vedant Patel.
- Vi laver hele tiden evalueringer og vurderinger. Vi har set, at der de seneste 30 dage er lavet tiltag - herunder er grænseovergangene Erez og Kissum blevet åbnet.
- Vi har også set, at yderligere leveringsruter er åbnet inde i Gaza, nogle leverancer er genoptaget i nord, og humanitære zoner er blevet udvidet, siger Vedant Patel videre ifølge Haaretz.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, og landets forsvarsminister, Lloyd Austin, sendte 13. oktober et brev til deres israelske kolleger med konkrete tiltag, som Israel skulle tage inden for 30 dage.
Hvis ikke Israel levede op til kravene, som skulle forbedre den humanitære situation i Gaza, risikerede landet at miste noget af den vigtige militærstøtte, som Israel får fra USA.
Vedant Patel understreger, at "den overordnede humanitære situation i Gaza fortsat er utilfredsstillende", men at Israel er på vej i den rigtige retning.
Han siger videre, at der er brug for mere handling fra Israels side for at forbedre situationen for befolkningen i Gaza.
Siden krigen i Gaza brød ud i oktober 2023, har der været omfattende mangel på vand, mad og andre fornødenheder i det palæstinensiske område.
Gentagne gange er Israel blevet beskyldt for ikke at lade tilstrækkelige mængder nødhjælp komme ind til Gaza.
/ritzau/