Nordkorea og Rusland godkender aftale om gensidig støtte ved invasion

12. NOV 2024 • 00:54UDLAND

Forsvarsaftale mellem Nordkorea og Rusland forpligter landene til militær bistand, hvis et af dem invaderes.

Nordkorea har lovmæssigt blåstemplet en forsvarsaftale mellem Nordkorea og Rusland.

Det oplyser det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA mandag aften ifølge AFP.

- Aftalen er blevet ratificeret som et dekret af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, lyder det fra KCNA.

Et enstemmigt russisk parlament ratificerede i sidste uge ligeledes forsvarsaftalen. Dermed er aftalen formelt blevet godkendt af begge lande.

- Aftalen vil træde i kraft fra den dag, hvor begge lande udvekslede dokumenterne for ratificering, skriver KCNA.

Blåstemplingen af samarbejdet sker, efter at Nordkorea ifølge vestlige efterretninger har sendt tusindvis af soldater til Rusland.

Ratificeringen af samarbejdet betyder, at begge lande er forpligtede til "øjeblikkeligt" at yde militær bistand, hvis det andet land bliver invaderet.

Det sagde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, da de skrev under på samarbejdet i juni.

Ifølge Sydkorea har Nordkorea sendt flere end 10.000 soldater til Rusland.

Anonyme embedsmænd fra USA oplyste sidste uge til nyhedsbureauet Reuters, at nordkoreanske soldater har været i kamp i den russiske region Kursk.

Det skete efter meldinger om, at nordkoreanske soldater var ankommet til regionen, der grænser op til Ukraine.

Da Putin i oktober blev spurgt ind de nordkoreanske soldater, benægtede han det ikke, men han undveg i stedet spørgsmålet og kritiserede Vestens støtte til Ukraine, skriver AFP.

Nordkorea yder allerede massiv støtte til Rusland i form af våben og ammunition. Landet leverer især artillerigranater og kortrækkende missiler til Moskva, viser en rapport fra NIS.

Vesten frygter, at samarbejdet mellem Rusland og Nordkorea betyder, at Nordkorea i byttehandel for sine soldater får indsigt i Ruslands ekspertise, der kan hjælpe landet med at opruste med atomvåben.

Fuldskala-krigen i Ukraine startede, da Rusland invaderede landet 24. februar 2022. Siden har Rusland besat og annekteret flere ukrainske regioner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT