Person i kritisk tilstand efter skyderi ved demonstration i USA

15. JUN 2025 • 07:02UDLAND

Skyderi har fundet sted ved en demonstration i Utah. Ifølge lokale medier var det en demonstration mod Trump.

Mindst en person er i kritisk tilstand efter et skyderi ved en demonstration i byen Salt Lake City i den amerikanske delstat Utah.

Det oplyser amerikansk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi kan bekræfte, at skyderiet har resulteret i, at en person er kritisk såret. Patienten er blevet sendt til at hospital med livstruende skader, siger politiet i Salt Lake City.

Politiet oplyser samtidig, at de i forbindelse med sagen har tilbageholdt en person.

Køn og aldre på den sårede og den anholdte fremgår ikke umiddelbart.

Der er i lokale medier ifølge AFP meldinger om, at demonstrationen skal have fundet sted i protest mod USA's præsident, Donald Trump.

Politiet i Salt Lake City skrev i et opslag på det sociale medie X tidligere søndag morgen, at flere politienheder er til stede i området.

Af opslaget fremgår det også, at politiet har bedt alle personer om fredeligt at forlade demonstrationen.

Ifølge CBS News siger politiet, at omkring 10.000 personer deltog i demonstrationen.

Republikaneren Spencer Cox , der er guvernør i Utah, kalder i et opslag på det sociale medie X skyderiet for en dybt foruroligende voldshandling.

Lørdag lokal tid har der på tværs af landet været demonstrationer mod Trump.

I hele USA gik hundredtusindvis af demonstranter på gaden for at vise deres modstand mod præsidenten.

I alt var der planlagt 2000 demonstrationer - på tværs af de 50 stater - under overskriften "No Kings".

Med "No Kings" henviser demonstranter og arrangører til, at ingen i USA - heller ikke præsident Trump - er konger, som må handle egenrådigt.

I Los Angeles i Californien har demonstranter blandt andet marcheret gennem gaderne med en stor ballon, der forestillede Trump som en baby iført ble, skriver AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT