Iransk minister sender advarsel til amerikanske virksomheder
Hvis iranske faciliteter angribes, vil Iran angribe amerikanske virksomheders faciliteter, advarer minister.
Iran vil rette angreb mod amerikanske virksomheders faciliteter i regionen, hvis landets energianlæg bliver angrebet i USA og Israels krig mod den islamiske republik.Det siger Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, lørdag.
- Iran vil reagere på ethvert angreb på sine energianlæg, siger han ifølge statsligt tv.
- Hvis iranske faciliteter bliver angrebet, vil vores styrker angribe faciliteter tilhørende amerikanske virksomheder i regionen eller virksomheder, hvor USA har ejerandele, advarer Araghchi.
Han siger samtidig, at Iran vil "handle med forsigtighed for at sikre, at tætbefolkede områder ikke bliver ramt".
Den iranske ministers udtalelse kommer efter amerikanske angreb på militær infrastruktur på Kharg-øen, der er helt central for Irans eksport af råolie.
Ifølge USA's præsident, Donald Trump, har amerikanske styrker "tilintetgjort alle MILITÆRE mål", men skånet energianlæggene på Kharg.
Iran havde truet med, at olie- og energiselskaber med forbindelser til USA ville blive "forvandlet til en bunke aske", hvis de blev ramt.
Angrebet på Kharg kan være et vendepunkt, hvor begge sider optrapper konflikten i et forsøg på at tvinge en overgivelse igennem. Det skriver den iransk-amerikanske analytiker og professor Vali Nasr fra Johns Hopkins University på sociale medier.
- Slutningen vil sandsynligvis ikke være, at Iran træder tilbage, men at Golfen bliver sat i brand, vurderer han i et opslag på X.
/ritzau/AFP
