Hizbollah hævder at være i kamp med israelske soldater
I det sydlige Libanon meldes om kampe lørdag aften. Ifølge Israels militær er snesevis af militante dræbt.
Den militante Hizbollah-bevægelse siger, at den er i det, den betegner som direkte sammenstød med israelske styrker i det sydlige Libanon lørdag aften.Kampene begyndte klokken 21.20 lokal tid (20.20 dansk tid) i byen Khiam. De er stadig i gang, meddeler Hizbollah ifølge AFP.
Kampene involverer "lette og mellemstore våben samt raketdrevne projektiler", oplyser gruppen.
Ifølge Hizbollah selv har bevægelsen også angrebet israelske soldater i tre andre byer.
Israels militær meddeler ifølge mediet Times of Israel, at det har dræbt snesevis af militante Hizbollah-medlemmer i kampe i det sydlige Libanon.
Desuden skal de israelske soldater have ødelagt blandt andet våbenlagre, et kommandocenter og observationsposter.
Det fremgår ikke, hvornår disse kampe skal have fundet sted.
Men der meldes om et større antal omkomne i det sydlige Libanon.
Chefen for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Tedros Adhanom Ghebreyesus, skrev lørdag eftermiddag et opslag på X om et angreb i området.
Her lød det, at 12 læger, sygeplejersker og andre sundhedsansatte fredag aften blev dræbt i et angreb mod en klinik i området.
Det meldte også Libanons sundhedsministerium fredag aften.
Tidligere samme dag blev to ambulanceførere dræbt i det sydlige Libanon.
- Drabene i de seneste 24 timer på 14 sundhedsansatte i det sydlige Libanon er en tragisk udvikling i den eskalerende krise i Mellemøsten, skriver WHO-chefen.
Hizbollahs højborg ligger i Libanons hovedstad, Beirut.
Israel har iværksat omfattende angreb mod Hizbollah, hvilket har ført til over 770 dødsfald. Flere hundrede tusinde mennesker er desuden drevet på flugt som følge af angrebene. Hizbollah har modsat sendt hundredvis af raketter mod Israel.
Angrebene begyndte, da Hizbollah i solidaritet med Iran begyndte at angribe Israel. Det gjorde militsen, efter at Israel og USA den 28. februar iværksatte et omfattende angreb på Iran.
Efter at krigen i Gaza brød ud i oktober 2023, begyndte Hizbollah at sende raketter mod Israel i solidaritet med Hamas-bevægelsen i Gaza. Israel svarede igen med angreb og dræbte flere højtstående ledere af Hizbollah.
I november 2024 indgik Israel og Hizbollah en våbenhvile, som dog ikke forhindrede, at der siden af og til har været angreb mellem parterne.
/ritzau/
