Ung italiener vinder første grandprix i ny Mercedes-triumf
19-årige Kimi Antonelli vandt karrierens første grandprix foran Mercedes-holdkammerat George Russell i Kina.
Lørdag blev den 19-årige Kimi Antonelli den yngste til at køre sig i pole position, og søndag fulgte den unge italiener så op med sin første grandprix-triumf.Efter at have ført stort set hele løbet og kontrolleret det perfekt, sejrede Antonelli i Kinas Grand Prix i Shanghai.
Ligesom i sæsonpremieren i Australien endte det i dobbelttriumf for Mercedes, da briten George Russell tog andenpladsen.
Herefter kom de to Ferrarier med Lewis Hamilton og Charles Leclerc ind som nummer tre og fire.
Det kinesiske grandprix var dramatisk allerede inden starten. Således opdagede McLaren fejl på sine racere op til starten og endte med at trække dem begge, så Oscar Piastri og Lando Norris slet ikke stillede til start.
Også starten bød på drama, da Lewis Hamilton med en perfekt start pressede sig foran Mercedes-bilerne i forreste linje.
Hamilton måtte dog snart se Antonelli og Russell tage teten i front, men han og Leclerc i de to Ferrarier var ene om at kunne byde Mercedes op til dans, og i en fase af løbet lå de som toer og treer.
Efter 30 omgange kørte Russell sig dog op på andenpladsen, og derfra var det en ren Mercedes-duel om sejren.
Spændende blev det dog aldrig, da Antonelli holdt et komfortabelt forspring på mellem syv og ni sekunder i løbets sidste fase. Det er Antonellis femte podieplacering, men første gang, han tager det øverste trin.
Mens han lørdag satte rekord som yngste kører nogensinde i pole position, er han ikke den yngste grandprix-vinder. Max Verstappen var blot 18 år, da han i 2016 vandt sit første af slagsen.
I den samlede stilling holder Russell fast i førstepladsen foran Antonelli.
/ritzau/
