Afbudsramt curlinglandshold indleder VM med sejr

15. MAR 2026 • 07:26SPORT

Trods minimale forventninger vandt Danmarks kvindelige curlinglandshold over Australien i første VM-kamp.

Danmarks kvindelige curlinglandshold fik natten til søndag dansk tid en glimrende start på VM i Calgary i Canada.

Her kørte danskerne en sejr på 11-7 i hus efter en stærk slutspurt.

Forventningerne har ellers været lave op til turneringen, da halvdelen af holdet, der deltog ved vinter-OL tidligere på året, ikke er med.

Jasmin Holtermann stoppede karrieren kort efter legene i Milano og Cortina, og Denise Dupont er ude med en knæskade.

Det fik før turneringen skipper Madeleine Dupont til at udtale, at alle danske sejre ved VM kan betragtes som en bonus.

En sådan kom altså allerede i første kamp, hvor Danmark ellers flere gange var bagud. Blandt andet med 4-5 efter sjette ende.

I syvende ende fik Danmark overtaget ved at snuppe tre point, men Australien udlignede med to point til 7-7 før de to sidste ender. Her var Danmark bedst og lavede to point i hver af dem.

Udover Madeleine Dupont består det danske hold af Mathilde Halse, som var med til vinter-OL, OL-reserven My Hollinger Larsen og den 17-årige debutant Katrine Schmidt.

Der spilles efter det vanlige curlingformat, hvor alle deltagerlande møder hinanden i en stor gruppe, inden de bedste nationer fortsætter til medaljeslutspil.

Søndag klokken 15.30 dansk tid skal Danmark igen i aktion, når Sverige, der indledte med et nederlag mod Canada, venter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT