Israel og Hizbollah fortsætter med at angribe hinanden

15. MAR 2026 • 10:52UDLAND

Libanon melder om flere dræbte. Israel siger, at dets militær angriber den libanesiske milits Hizbollah.

Mindst fire mennesker er blevet dræbt i angreb i det sydlige Libanon i løbet af natten.

Det oplyser libanesiske statsmedier og landets regering ifølge nyhedsbureauet AFP søndag.

Israel begyndte for omtrent to uger siden sammen med USA omfattende angreb mod Iran, men det israelske militær kæmper også på en anden front. Nemlig mod den libanesiske Hizbollah-milits i det sydlige Libanon.

Det statslige libanesiske nyhedsbureau, NNA, skriver, at Israel har ramt "en lejlighed i en beboelsesbygning" i en nordligt beliggende del af kystbyen Sidon. Her blev en person dræbt ifølge NNA.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP, som er på stedet, har set skader på tredje sal af en lejlighedsbygning. Libanons hær har afspærret området, og brandfolk forsøger at slukke en brand.

Sydøst for Sidon i landsbyen al-Qatrani blev tre mennesker ifølge Libanons sundhedsministerium dræbt.

Det israelske militær siger søndag i en pressemeddelelse, at det fortsætter med at angribe infrastruktur, som Hizbollah bruger. Det sker på tværs af Libanon, hedder det.

I al-Qatrani blev flere "Hizbollah-affyringssteder" ramt ifølge Israel.

Imens siger Hizbollah søndag, at det angriber flere israelske soldaters stillinger i landsbyer tæt på grænsen.

Den nordlige del af Israel var søndag under nye angreb fra Iran og Libanon, siger det israelske militær ifølge nyhedsbureauet dpa.

Lyden af sirener kunne høres tæt på grænsen til Libanon og nær Golanhøjderne.

Det israelske medie ynet rapporterer, at ti raketter blev affyret mod det nordlige Israel. Nogle blev skudt ned af det israelske luftforsvar, mens andre landede i åbne områder. Der var ikke umiddelbart meldinger om sårede.

I flere andre dele af Israel blev der også meldt om raketangreb.

Det var 28. februar, at omfattende amerikanske og israelske luftangreb begyndte i Iran.

Siden blev også Libanon trukket ind i konflikten, da den Iran-allierede Hizbollah-milits angreb Israel. Det var en reaktion på, at Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, blev dræbt i de første angreb mod Iran.

Under israelske angreb er hundredtusindvis blevet slået på flugt i Libanon.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT