Pave Frans forbliver indlagt trods bedring

15. MAR 2025 • 21:44UDLAND

Pave Frans' indlæggelse rundede fredag en måned. Hans behandling kræver, at han er indlagt, lyder det.

Pave Frans er fortsat i bedring, men skal stadig være indlagt på Gemelli-hospitalet i Rom.

Det oplyser Vatikanet lørdag. Udmeldingen kommer, efter at flere dages meldinger om bedring hos paven har ført til spekulationer om, hvorvidt han snart kunne blive udskrevet.

De behandlinger, som paven modtager på hospitalet, viser yderligere tegn på gradvis bedring, lyder det.

Fredag rundede pave Frans' indlæggelse en måned. Paven blev oprindeligt indlagt med bronkitis, men det udviklede sig siden til dobbeltsidet lungebetændelse.

Igennem indlæggelsen har paven haft flere episoder af pludseligt opstået vejrtrækningsbesvær og har måttet have hjælp til at trække vejret i den forbindelse.

Vatikanet oplyser lørdag, at pavens tilstand er forblevet stabil. Det bekræfter de fremskridt, der er sket i den seneste uge, lyder det.

Paven er indlagt i en særlig pavelig stue på hospitalets tiende etage.

Ifølge det italienske postvæsen modtager pave Frans stadig flere tusinde breve dagligt fra personer, som vil ønske ham god bedring.

I starten af marts blev en talebesked fra paven sendt ud. Her takkede han for bønnerne.

Pave Frans har gennem de seneste to år haft flere helbredsproblemer.

Han fik som ung fjernet en del af den ene lunge, og i de senere år har han været indlagt flere gange med sygdomme i åndedrætsorganerne. Især har han døjet med influenza.

Pavens nuværende hospitalsophold er det længste, som han har haft i sin tid som katolikkernes overhoved.

Pave Frans blev katolikkernes overhoved i 2013, efter at den forrige pave Benedikt trådte tilbage.

Pavens læger og Vatikanet har ikke oplyst, hvor længe behandlingen forventes at vare.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT