OVERBLIK: Trump har sat navne på flere af de tunge ministerposter

22. NOV 2024 • 01:15UDLAND

Donald Trump har blandt andet styr på, hvem han gerne vil have som udenrigsminister og forsvarsminister.

USA's kommende præsident, Donald Trump, er ved at få styr på, hvem der skal udgøre hans administration, når han tages i ed 20. januar 2025.

Senest har Trump natten til fredag dansk tid udpeget 59-årige Pam Bondi som sit bud på en ny justitsminister. Det skete, blot få timer efter at Matt Gaetz trak sig, fordi hans kandidatur havde skabt uro blandt Republikanerne.

Mens Trump selv har fuldt mandat til at besætte nogle af posterne i administrationen, så skal de kommende ministre også godkendes af Senatet, når de er blevet nomineret af præsidenten.

Herunder kan du få et overblik over Trumps hold - rangeret så vidt muligt efter indflydelse med ministre først og øvrig stab længere nede:

* MARCO RUBIO (53 år) - Udenrigsminister.

Marco Rubio er senator i Florida. Han har tidligere kritiseret FN-resolutioner, som kritiserer Israels bosættelser i besatte palæstinensiske områder. Han har desuden sagt, at Ukraine skal indgå en fredsaftale med Rusland, også hvis det betyder, at Ukraine må afstå territorier, som Rusland har besat i krigen.

* PETE HEGSETH (44 år) - Forsvarsminister.

Pete Hegseth er vært på den konservative tv-station Fox News og har baggrund i det amerikanske militær. Han har desuden været direktør for flere interesseorganisationer for amerikanske veteraner.

* PAM BONDI (59 år) - Justitsminister.

Pam Bondi er tidligere justitsminister i delstaten Florida og var også en del af Trumps administration, da han senest var præsident. Hun beskrives af nyhedsbureauet AFP som en Trump-loyalist.

* DOUG BURGUM (68 år) - Indenrigsminister.

Doug Burgum er en succesfuld amerikansk forretningsmand, som har haft ledende stillinger i blandt andet Microsoft og store kapitalfonde, inden han trådte ind i politik. Han er den siddende guvernør i North Carolina.

* ROBERT F. KENNEDY JR. (70 år) - Sundhedsminister.

Robert F. Kennedy Jr. er fra en prominent politisk familie, der altid har været demokrater. Kennedy Jr. stillede op til præsidentvalget som uafhængig og kastede siden sin støtte bag Trump. Han har vakt opsigt med vaccineskeptiske udtalelser og konspirationsteorier.

* HOWARD LUTNICK (63 år) - Handelsminister.

Howard Lutnick er direktør for finanshuset Cantor Fitzgerald og er kendt som Trump-støtte. Han er medformand for det hold, der står for overgangen til Trump-administrationen. Han er fortaler for højere toldsatser - især mod Kina - og går også ind for den kommende præsidents dagsorden om at fremme kryptovaluta.

* LINDA MCMAHON (76 år) - Uddannelsesminister.

Linda McMahon har i mange år været en tro Trump-støtte. Under hans første embedsperiode stod hun i spidsen for myndigheden Small Business Administration (SBA). Hun har desuden været leder for wrestlingforbundet WWE sammen med sin mand, Vince McMahon.

* CHRIS WRIGHT (alder ukendt) - Energiminister.

Chris Wright er direktør for selskabet Liberty Energy, der leverer udstyr til oliefelter. Han er en glødende fortaler for at fortsætte brugen af fossile brændstoffer og forventes at støtte Trumps plan om at maksimere USA's produktion af olie og gas.

* KRISTI NOEM (52 år) - Minister for indenrigssikkerhed.

Den kommende minister for indenrigssikkerhed kommer fra posten som guvernør i delstaten South Dakota. Hun får blandt andet ansvaret for USA's immigrationsmyndighed og forventes at følge Trumps linje om en stram immigrationspolitik.

* SUSIE WILES (67 år) - Stabschef.

Susie Wiles var det første medlem af Trumps kommende administration, som blev bekræftet. Wiles stod i spidsen for Trumps valgkampagne, og hun bliver USA's første kvindelige stabschef nogensinde.

* LEE ZELDIN (44 år) - Chef for det amerikanske miljøagentur.

Lee Zeldin er tidligere republikansk medlem af Repræsentanternes Hus. Han kommer til at stå i spidsen for miljøagenturet Environmental Protection Agency og ventes at rulle dele af Joe Bidens miljøpolitik tilbage.

* TULSI GABBARD (43 år) - Chef for efterretningstjenesterne.

Tulsi Gabbard, eksmedlem af Kongressen, bliver chef for USA's 17 efterretningstjenester. Hun refererer direkte til præsidenten. Gabbard er kendt for sin udtalte kritik af USA's rolle i udenlandske krige og statskup. Hun er tidligere valgt til Repræsentanternes Hus for Demokraterne.

* ELISE STEFANIK (40 år) - FN-ambassadør.

Den nye FN-ambassadør Elise Stefanik er republikansk medlem af Huset og tilhører højrefløjen i partiet. Både før valget i 2020 og før valget i år blev hun nævnt som en mulig vicepræsidentkandidat for Trump.

* JOHN RATCLIFFE (59 år) - Direktør for CIA.

John Ratcliffe er tidligere direktør for USA's nationale efterretningstjeneste, NSA. Han skal fremover tjene som direktør for CIA, som primært beskæftiger sig med udlandet.

* MIKE WALTZ (50 år) - National sikkerhedsrådgiver.

Waltz kommer fra en plads i Repræsentanternes Hus, som han blev valgt til i 2018. Han har arbejdet for militæret i 27 år og har blandt andet været udsendt til Afghanistan. Han er kendt for at være Kina-skeptisk og har flere gange stemt imod at sende militær støtte til Ukraine.

* TOM HOMAN (62 år) - Grænsechef.

Tom Homan, som har en fortid som fungerende chef for den amerikanske grænsemyndighed ICE, er udnævnt som Trumps grænsechef - "The Border Czar" med Trumps egne ord. Han ventes at stå for en hård grænsepolitik.

* KAROLINE LEAVITT (27 år) - Talskvinde i Det Hvide Hus.

Karoline Leavitt har fungeret som talskvinde under Trumps valgkampagne og skal nu også håndtere pressen i Det Hvide Hus. Hun er indtil videre det yngste medlem af Trumps kommende administration.

* STEVE WITKOFF (67 år) - Særlig udsending til Mellemøsten.

Ejendomsinvestor Steve Witkoff bliver USA's særlige udsending i Mellemøsten. Witkoff er en af Trumps venner, og de to spiller af og til golf sammen. Witkoff har under valgkampen støttet Trump-kampagnen økonomisk.

* ELON MUSK (53 år) og VIVEK RAMASWAMY (39 år) - Ledelse af effektiviseringsenhed.

Rigmanden Elon Musk kommer sammen med iværksætteren Vivek Ramaswamy til at stå i spidsen for en ny effektiviseringsenhed. Musk har under valgkampen støttet Trump. Ramaswamy har tidligere forsøgt at blive Republikanernes præsidentkandidat. De to får til opgave at mindske bureaukratiet i USA's regering.

* MATTHEW WHITAKER (55 år) - USA's Nato-ambassadør.

Jurist og Trump-loyalist Matthew Whitaker var i tre måneder USA's fungerende justitsminister, efter at Trump i november 2018 fyrede Jeff Sessions. Whitaker førte tilsyn med den såkaldte Rusland-undersøgelse, som tidligere FBI-chef Robert Mueller stod i spidsen for. Han har kritiseret omfanget af Muellers undersøgelse og overvejede at skære i bevillingerne til undersøgelsen.

* WILLIAM MCGINLEY (alder ukendt) - Særlig rådgiver for Det Hvide Hus.

William McGinley har tjent som kabinetssekretær under Trumps tidligere embede som præsident. Fremover bliver han særlig rådgiver for Det Hvide Hus.

* MEHMET OZ (64 år) - Administrator for Medicare og Medicaid.

Mehmet Oz er hjertekirurg, forfatter og kendt som vært på talkshowet "The Dr. Oz Show". Han får det overordnede ansvar for de offentlige sundhedsforsikringsordninger Medicare og Medicaid, som tilsammen udgør sundhedsforsikring for mere end 140 millioner amerikanere.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT