Trump udnævner nyt bud på USA's næste justitsminister

22. NOV 2024 • 01:11UDLAND

Donald Trump er klar med en ny justitsministerkandidat, blot få timer efter at Matt Gaetz trak sig.

USA's kommende præsident, Donald Trump, har handlet hurtigt, efter at Matt Gaetz torsdag aften dansk tid trak sig som kandidat til posten som den næste amerikanske justitsminister.

Blot nogle timer senere er han således klar med et nyt navn.

Trump har peget på 59-årige Pam Bondi, der er tidligere justitsminister i delstaten Florida. Det sker i et opslag på Trumps sociale medie, Truth Social.

- Pam har været anklager i næsten 20 år, hvor hun slog hårdt ned mod voldelige kriminelle og gjorde det trygt for familier i Florida at færdes på gaden.

- Som Floridas første kvindelige justitsminister arbejdede hun også for at stoppe handlen med dødbringende stoffer og for at nedbringe antallet af tragiske dødsfald på grund af overdosis af fentanyl, skriver Trump.

Pam Bondi beskrives af nyhedsbureauet AFP som en Trump-loyalist.

Hun var også en del af Trumps administration, da han var præsident fra 2017 til 2021. Her var hun en del af en kommission, der prøvede at komme problemer med stoffer og opioider til livs.

Valget af Pam Bondi vil formentlig skabe knap så meget røre, som da Trump tidligere udnævnte Matt Gaetz som justitsministerkandidat.

Flere republikanske politikere sagde ifølge amerikanske medier, at de ikke kunne stemme for Gaetz som justitsminister.

Nogle ville vente med at tage stilling til hans kandidatur, indtil de havde set en rapport fra Kongressens etiske udvalg, der omhandler beskyldninger om, at Gaetz har haft sex med en 17-årig pige.

Inden det nåede så langt, trak Gaetz sig torsdag.

- Det står klart, at min godkendelse på uretfærdig vis var ved at blive en distraktion for det vigtige arbejde i overgangen til Trump/Vance.

- Der er ingen tid at spilde på en unødvendigt langtrukken strid i Washington, så derfor vil jeg trække mit navn fra overvejelserne om at tjene som justitsminister, skrev Gaetz på X efter udmeldingen.

Pam Bondi skal - ligesom alle andre nominerede ministre - godkendes af Senatet, før hun kan indtage posten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT