Putin: Rusland har ret til at ramme lande hvis våben bruges mod os

21. NOV 2024 • 20:26UDLAND

Krigen i Ukraine viser "elementer af global karakter" frem for at være en regional konflikt, siger Putin.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger i en tale til nationen torsdag aften, at Rusland har ret til at ramme militære mål i de lande, hvis våben bliver brugt af Ukraine til at ramme Rusland.

- Vi betragter os som berettigede til at bruge vores våben mod militære faciliteter i de lande, der tillader deres våben at blive brugt mod vores faciliteter, siger Putin.

Han tilføjer, at hvis der sker en optrapning i konflikten, vil Rusland svare "symmetrisk".

- I tilfælde af en optrapning i de aggressive handlinger, vil vi svare igen lige så beslutsomt, siger han ifølge AFP.

Desuden lyder det fra den russiske præsident, at Rusland er klar til at "løse alle omstridte spørgsmål med fredelige midler".

Han tilføjer, at landet også er "klar til ethvert scenarie".

- Hvis nogen er i tvivl om det, tager de fejl. Der vil altid være et modsvar.

I talen siger han videre, at krigen i Ukraine har fået "elementer af global karakter" frem for en regional konflikt.

Putin bekræfter samtidig, at det russiske militær har brugt et nyt mellemdistancevåben mod Ukraine.

Missilet blev testet "som svar på vestlig aggression", siger han.

Ukraine bad tidligere torsdag sine vestlige allierede om at reagere hurtigt på "Ruslands brug af en ny type våben".

Putin siger, at hvis Rusland vil bruge sit avancerede hypersoniske våben, vil civile blive advaret inden.

Ukraine har tidligere meddelt, at dets luftforsvar har skudt et af Ruslands hypersoniske missiler ned.

Stéphane Dujarric, som er talsperson for FN's generalsekretær, António Guterres, kalder torsdag Ruslands brug af det nye mellemdistancevåben mod Ukraine for en "bekymrende udvikling".

- Alt dette går den forkerte vej, udtaler han ifølge AFP.

I et interview med Sky News udtaler Ruslands ambassadør i Storbritannien, Andrej Kelin, at Storbritannien er "direkte involveret" i krigen i Ukraine.

Han begrunder det med, at britiske Storm Shadow-missiler er blevet affyret mod Rusland fra Ukraine.

- Storbritannien er nu direkte involveret i krigen, fordi denne affyring ikke kan ske uden Nato-medarbejdere og ligeledes britiske medarbejdere, lyder det fra Andrej Kelin.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT