Brasiliansk politi anklager Bolsonaro for kupforsøg
Bolsonaro er sammen med 36 andre anklaget for at have taget del i et kupforsøg og andre forbrydelser i 2022.
Politi i Brasilien beskylder landets tidligere præsident Jair Bolsonaro for medvirken i et kupforsøg efter sit valgnederlag i 2022.Det bekræfter politiet, der torsdag har indleveret en undersøgelsesrapport til landets højesteret.
Nu skal rigsadvokaten tage stilling til, om der skal rejses sigtelse mod Bolsonaro og 36 andre personer, der er nævnt i rapporten.
Politiet anklager dem for at have været involveret i et kupforsøg og andre forbrydelser.
Jair Bolsonaro tabte i 2022 præsidentvalget i til venstrefløjskandidaten Luiz Inácio Lula da Silva.
Få dage efter at Lula var blevet indsat som ny præsident 1. januar 2023, stormede Bolsonaros tilhængere landets parlament og højesteret.
Det er det, politiet har efterforsket som et kupforsøg.
Flere af de personer, der deltog i stormløbet, er blevet idømt fængsel. Men politiets efterforskning har været fokuseret på, hvem der trak i trådene under det påståede kupforsøg.
De øvrige navne, der er nævnte i politiets rapport, er blandt andre generaler, politifolk og formanden for Bolsonaros parti, skriver netmediet G1.
Flere detaljer fra politiets 800 sider lange rapport er torsdag aften dansk tid endnu ikke kommet til offentlighedens kendskab.
Men tidligere torsdag sagde unavngivne kilder inden for politiet ifølge tv-stationen CNN Brasil, at det fremgår af rapporten, at Bolsonaro havde "fuldt kendskab" til en plan om at dræbe Lula, inden den politiske rival blev taget i ed 1. januar 2023.
Det er endnu ikke bekræftet, om denne anklage er en del af den lange politirapport.
/ritzau/Reuters