Orkanramt amerikaner knust: Vi har boet her i fem generationer

30. SEP 2024 • 03:35UDLAND

Charlene Huggins har mistet huset, som har været i hendes familie i fem generationer.

Charlene Huggins fra den lille kystby Horseshoe Beach i den amerikanske delstat Florida har i weekenden arbejdet på at få samlet sine ejendele sammen, efter at orkanen Helene raserede det sydøstlige USA.

Udenfor har hun samlet en bunke af det, der kunne reddes. Huset ligger i ruiner.

- Der er fem generationer, som har boet her i huset. Fra min bedstemor, min far, mig selv, min søn og mit barnebarn, siger hun med et ituslået kagefad i hånden.

- Der er bare så mange minder her. Det er hjerteknusende.

Ikke så langt derfra står James Ellenburg og skuer ud over resterne af huset, som har været hans families gennem fire generationer.

Flere steder i Ellenburgs hjemstat, Florida, stod vandet flere meter op af husmurene. På hans eget hjem kan man se markeringer af mudder et godt stykke op ad husmuren.

Haven er mudret til og fri for græs. Affald ligger strøet over grunden.

- Jeg tog mine første skridt her i haven, siger James Ellenburg.

Helene slog fredag lokal tid ind i Floridas vestkyst og skabte voldsomme oversvømmelser. Orkanen har indtil videre krævet næsten 100 menneskeliv, og skader i milliardklassen.

Forsikringsselskaber har gennem weekenden givet deres slag på tasken, der lyder på mellem 15 og 100 milliarder dollar i skadeserstatninger.

Det svarer til mellem 100 og 668 milliarder danske kroner.

Stormen fortsatte, efter at have ramt Florida, op gennem det sydøstlige USA gennem delstaterne Georgia, South Carolina og North Carolina.

North Carolinas guvernør, Roy Cooper, kalder det en katastrofe af "historisk store proportioner".

- Dem, som jeg har snakket med i North Carolina, siger, at de aldrig har set noget lignende, siger Roy Cooper i et interview med det amerikanske medie CNN.

Landets præsident, Joe Biden, sagde søndag, at han senere på ugen vil besøge nogle af de steder, som er blevet ramt af stormen.

- Det er tragisk, sagde han til journalister på et pressemøde søndag.

Han har lovet at udmønte hjælp fra den føderale regering til de ramte steder.

- I har jo set billederne. Det er forbløffende, siger han.

De seneste tal viser natten til mandag, at mindst 90 mennesker har mistet livet i forbindelse med stormen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT