Dødstal stiger til 89 efter orkan i USA

29. SEP 2024 • 23:41UDLAND

Ødelæggelser efter orkanen Helene kan løbe helt op i 100 milliarder dollar, lyder vurderinger.

Antallet af dødsofre for orkanen Helene, der har ramt det sydøstlige USA, er søndag steget til 89.

Det meddeler lokale myndigheder i de fem delstater, der er ramt.

Det rapporterer tv-stationen CNN søndag.

North Carolina har registreret 36 døde. I South Carolina er mindst 24 omkommet.

I Georgia er der mindst 17 dødsofre, hvoraf to er blevet dræbt i en tornado, oplyser en talsperson for guvernør Brian Kemp til CNN.

I Florida er mindst 11 døde, mens Virginia melder om et enkelt dødsoffer.

Helene gik i land tidligt fredag morgen dansk tid i Florida og bevægede sig nordpå derfra. Siden blev den svækket til en tropisk storm.

Søndag er det omfattende arbejde med at rydde op i gang.

Fra Florida til Virginia var der store oversvømmelser på grund af den regn, der fulgte med orkanen.

Millioner af mennesker var uden strøm i deres huse.

Søndag venter 2,7 millioner elkunder stadig på at få elektriciteten tilbage, oplyser USA's energiministerium.

Byen Flat Rock i North Carolina er søndag mestendels mørkelagt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Byens indbyggere venter i timevis på at få benzin på deres biler.

- Butikkerne er lukket, mobilnettet er nede, siger 62-årige Chip Frank, der har ventet i kø ved en tankstation i mere end to timer, til Reuters.

- Det hele afhænger af de her tankstationer. Vi kan ikke komme nogen steder, og det er en skræmmende følelse.

Flere steder i de fem delstater er broer og veje blevet ødelagt.

Vurderinger af, hvor meget ødelæggelserne kommer til at koste, går fra 15 til 100 milliarder dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det svarer til mellem 100 og 668 milliarder danske kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT