Indvandring ventes at dominere debat om Sunaks afløser

29. SEP 2024 • 20:07UDLAND

Britiske konservative tager hul på kongres. Fire kandidater håber at blive kåret som ny formand om fem uger.

De fire kandidater, der håber at efterfølge Rishi Sunak på posten som leder af Det Konservative Parti i Storbritannien, gik søndag i gang med at præsentere deres visioner for fremtiden.

Mens partiet indledte sin årlige kongres i Birmingham, gik de fire i medierne for at fremlægge deres synspunkter.

Det er på forhånd ventet, at det er spørgsmålet om indvandring, der kommer til at dominere debatten mellem de fire kandidater til formandsposten.

En af favoritterne er den tidligere handelsminister Kemi Badenoch, som har nigerianske rødder.

Hun lancerede sin kampagne om formandsposten med en kronik i The Times, hvor hun kritiserede den gamle partiledelse for at være "i stigende grad liberal" og for at tolerere "en grim identitetspolitik".

Søndag siger hun til tv-stationen BBC, at indvandrere, der tager "udenlandske konflikter" med sig til Storbritannien, ikke er velkomne.

Robert Jenrick, som er tidligere integrationsminister fra partiets højrefløj, er en anden favorit. Han forlod Sunaks regering, da den ikke kunne gennemtrumfe en omstridt plan om at sende asylansøgere til Rwanda.

Ligesom Badenoch har han langet ud efter tidligere konservative regeringer med en kritik af, at de ikke har håndteret problemet med indvandring ordentligt, selv om det er et emne, der fylder i vælgernes bevidsthed.

Søndag siger Jenrick til BBC, at han har en plan for, hvordan man kan sætte et loft på antallet af indvandrere.

Foruden Badenoch og Jenrich stiller også tidligere sikkerhedsminister Tom Tugendhat og tidligere indenrigs- og udenrigsminister James Cleverly op.

På kongressen er fokus på, hvordan "The Tories", som de konservative kaldes, skal komme videre efter et smerteligt valgnederlag i sommer.

Sunak har meddelt, at han trækker sig som formand - men bliver siddende, til en afløser er valgt.

De fire kandidater præsenterer sig på partiets kongres, der slutter onsdag. I ugen efter stemmer de konservative parlamentarikere to kandidater ud, så de to sidste kandidater går videre til en urafstemning blandt partiets medlemmer.

Vinderen af den afstemning - og Rishi Sunaks efterfølger - ventes at blive præsenteret 2. november.

Søndag holdt den tidligere premierminister en kort tale på partikongressen. Han afviste at holde den sædvanlige tale som partileder. I stedet vil han lade de fire kandidater, der forsøger at blive valgt som ny partileder, få taletid.

De konservative mistede efter 14 år ved magten Downing Street 10 ved valget den 4. juli i år.

Mange konservative parlamentarikere mistede deres mandater. Partiet gik fra 365 pladser til nu blot 121. Det er ny bundrekord for partiet.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT