Norsk statsminister fastholder lederskab trods pres fra partifæller
Flere medlemmer af Arbeiderpartiet mener, at Jonas Gahr Støre bør gå af før landsmøde i april.
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, er motiveret for at fortsætte som partileder for Arbeiderpartiet og som leder af den norske regering.Det understreger han over for den norske tv-station NRK.
Meldingen kommer, efter at flere medier har skrevet om diskussioner internt i Arbeiderpartiet, der går på, hvorvidt Støre er den rette leder.
- Jeg føler ikke, at mit politiske liv er truet. Jeg er i politik i en omskiftelig tid, siger Jonas Gahr Støre til NRK.
På NRK's spørgsmål om, hvorvidt han vil trække sig som partileder og statsminister, svarer han:
- Jeg er motiveret for opgaven. Det er en stor og krævende opgave, særligt når der er uro i mit parti, og vi har dårlige målinger. Det tager jeg alvorligt.
Ifølge NRK er det svage meningsmålinger, der giver Arbeiderpartiet ned til 17 procent af stemmerne, der har ført til diskussionen om Støres fremtid.
Det er knap ti procentpoint under valgresultatet i 2021, som førte til, at konservative Høyre måtte forlade regeringskontorerne.
Ifølge NRK har flere medlemmer af Arbeiderpartiet sagt, at de mener, at Jonas Gahr Støre bør gå af som formand, inden partiets næste landsmøde.
Det bliver afholdt i april.
Stein Erik Lauvås, som er medlem af det norske parlament, Stortinget, for Arbeiderpartiet, udtalte sig mandag til Aftenposten om situationen i partiet.
- Vi har set en udvikling over tid, hvor det er gået nedad. Det er et faktum. Jeg har stor respekt for Jonas og det arbejde, han har gjort i mange år.
- Men når alt kommer til alt, mener jeg, at vi er der, hvor det er nødvendigt med et lederskifte, og at Støre trækker sig, sagde han til avisen.
64-årige Jonas Gahr Støre siger til NRK, at han lytter til kritikken, men at han vil være med til at "vende udviklingen" i partiet og "gå i offensiven".
Det næste valg til Stortinget finder sted 8. september 2025.
/ritzau/