Sydkoreas opposition kræver præsidentens afgang
Det Demokratiske Parti i Sydkorea vil sætte gang i rigsretssag, medmindre kritiseret præsident selv går af.
Sydkoreas største oppositionsparti, Det Demokratiske Parti, kræver, at landets præsident, Yoon Suk-yeol, går af.Det fremgår af en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP sent tirsdag aften.
Partiet mener, at præsidenten bør fratræde posten, som følge af hans handlinger i forbindelse med tirsdagens militære undtagelsestilstand i landet.
- Selv hvis den militære undtagelsestilstand er blevet ophævet, er det umuligt at undgå beskyldninger om oprør, udtaler partileder Park Chan-dae i udtalelsen.
- Han (Yoon Suk-yeol, red.) må træde tilbage, lyder det videre.
Det lyder også, at oppositionen vil sætte gang i en rigsretssag, hvis ikke Yoon trækker sig fra sin post.
Præsidenten har endnu ikke kommenteret den seneste melding fra oppositionen.
Lederen af præsidentens eget parti, Han Dong-hoon, kalder samtidig undtagelsestilstanden for "tragisk".
- Præsidenten bør straks og på grundig vis forklare denne tragiske situation. Alle de ansvarlige bør stilles til regnskab, siger han til pressen, skriver AFP.
Efter timer med uvished og stor politisk uro lød det natten til onsdag lokal tid fra Yoon, at han vil ophæve den militære undtagelsestilstand i landet.
Det skete efter et kaotisk forløb i landet, hvor præsidenten sent om aftenen havde erklæret undtagelsestilstand.
I en tv-tale langede han kraftigt ud efter oppositionen, som han beskyldte for at sympatisere med Nordkorea. Oppositionen og også hans eget parti kritiserede ham, og præsidenten blev beskyldt for at handle i strid med forfatningen og udemokratisk.
Som følge af undtagelsestilstanden blev det meddelt, at medierne skulle underlægges kontrol, og politiske aktiviteter blev forbudt.
I løbet af natten lykkedes det dog politikere at mødes i det sydkoreanske parlament. Via en afstemning blokerede de for undtagelsestilstanden
Og ifølge sydkoreansk lov skal præsidenten med det samme ophæve den militære undtagelsestilstand, hvis et flertal i parlamentet kræver det. Det tog dog nogle timer, inden den udmelding kom fra præsidenten.
Endnu er mange spørgsmål ubesvarede om Yoons bevæggrunde for at erklære undtagelsestilstand.
Selv sagde Yoon, at undtagelsestilstanden skulle beskytte "mod truslen fra nordkoreanske kommunistiske styrker". Men han specificerede ikke nærmere, hvem de er, og hvordan undtagelsestilstanden skulle beskytte mod dem.
/ritzau/