Nato vil styrke efterretninger og beskyttelse af infrastruktur efter angreb

3. DEC 2024 • 11:39UDLAND

Natos generalsekretær advarer om, at ikke kun Rusland, men også Kina, bliver mere aktiv i hybridangreb.

Rusland og Kina forsøger at destabilisere vestlige nationer med sabotagehandlinger, cyberangreb, misinformation og energiafpresning.

Sådan lyder det fra Natos generalsekretær, Mark Rutte. Udmeldingen kommer på et pressemøde i Bruxelles forud for et møde for Nato-landenes udenrigsministre tirsdag og onsdag.

Her vil hybridangrebene være på dagsordenen. Det samme vil Natos mulige modsvar:

- Nato vil styrke sin udveksling af efterretninger og beskyttelse af kritisk infrastruktur i lyset af de tiltagende hybride trusler fra Rusland, siger Mark Rutte.

Udmeldingen kommer efter flere tilfælde af brud på datakabler og rørledninger.

Tirsdag kom det dog frem, at brud på datakabler mellem Finland og Sverige ifølge netværksejeren formentlig er forårsaget af almindeligt gravearbejde.

Men truslen om direkte sabotagehandlinger vurderes i Nato til at være stigende i lyset af blandt andet krigen i Ukraine.

- Vi ser sabotagehandlinger, energiafpresning og cyberangreb. Nato har sidste år øget sin kapacitet til at imødegå cyberangreb. Men vi skal steppe vores indsats op i forhold til at imødegå de tre angrebstyper.

- Vi kan ikke være naive. Det er ikke kun Rusland, men også Kina, der bruger hybridangreb.

- Det vil vi diskutere onsdag med Nato-landenes udenrigsministre, siger Mark Rutte.

Han lægger op til at udvekslingen af efterretninger skal styrkes, så Nato-landene "altid har de bedste efterretninger" om mulige hybridangreb.

- Vi ser på alle sager og deler informationer med offentligheden, så snart vi har nyt.

- Vi skal også have systemer i Nato, så vi kan beskytte datakabler. Der skal vi onsdag træffe beslutninger om, hvad de næste skridt skal være, siger Mark Rutte.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT