Nato-chef: USA bliver i Nato men kræver oprustning i Europa
Mark Rutte afviser, at USA bryder Nato-traktaten med told mod andre medlemmer af forsvarsalliancen.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, leverede i denne uge et klart budskab om, at USA bliver i Nato, men at Europa og Canada skal tage mere ansvar for egen sikkerhed.Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, efter et todages møde for Nato-landenes udenrigsministre.
Her deltog Marco Rubio sammen med udenrigsministrene fra de i alt 32 Nato-lande.
- Vi skal investere mere. Det er mange Nato-lande i gang med, siger Mark Rutte.
Ruttes forsonende toner blev overdøvet på mødet af Donald Trumps markant øgede told mod en række Nato-lande.
Den blev meldt ud dagen før Nato-mødet og fyldte i diskussionerne mellem udenrigsministrene.
Mark Rutte forsøger dog at holde sig ude af handelskonflikten mellem USA, Europa og Canada.
- Nato er laserfokuseret på, at vi holder Natos territorium sikkert, og at den største trussel er Rusland. Derfor kommenterer jeg ikke på andre ting, siger Mark Rutte.
En række Nato-lande ser udmeldingerne fra den amerikanske præsident som indledningen på en fuldskala-handelskrig.
Mark Rutte afviser, at Trumps toldsatser er i strid med Nato-traktatens artikel 2.
Den fastslår blandt andet, at medlemsstaterne "vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske politik og vil tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde".
- Når det kommer til artikel 2, så mener jeg ikke, at det er et brud på den. Vi har tidligere set masser af eksempler på forskellige synspunkter og stridigheder om toldsatser.
- Det er sket før, uden at det har været et brud på artikel 2, siger Mark Rutte.
Trumps told på yderligere 20 procent på europæiske varer har ført til fald på aktiemarkederne og skabt bekymring for bruttonationalproduktet i allierede lande.
I yderste konsekvens kan handelskrigen betyde, at en række Nato-lande får sværere ved at ruste op. Alligevel afviser Rutte at gå ind i striden mellem USA og de øvrige Nato-lande.
- Der er forskel på min rolle og udenrigsministrenes rolle. Udenrigsministrene er også fokuserede på de bredere bilaterale og globale relationer. Derfor er det fuldstændigt forståeligt, at de kommenterer på toldsatserne.
- Min rolle er dybt fokuseret på forsvaret af Nato-territoriet. Derfor kommenterer jeg ikke på andet, siger Mark Rutte.
/ritzau/