EU går efter topmøde med Kina i skyggen af Trumps told

11. APR 2025 • 13:39UDLAND

Trumps toldsatser har sat handelspolitikken øverst på dagsordenen. EU arbejder på et nyt topmøde med Kina.

EU arbejder på at få et topmøde med Kina i stand. Det oplyser en talsmand for EU-præsident Antonio Costa fredag.

- Med hensyn til topmødet mellem EU og Kina koordinerer vi med Kina for at fastsætte en dato for mødet, som forventes at finde sted i Kina i anden halvdel af juli, siger talsmanden for Antonio Costa.

Topmødet med Kina ventes at finde sted efter et topmøde mellem EU og Japan, som efter planen skal afholdes i Japan i juli.

Møderne kommer, mens Donald Trumps toldsatser har sat handelspolitikken øverst på verdens dagsorden.

Da den amerikanske præsident i første omgang lagde told på ikke bare Kina, men også traditionelt allierede lande i Europa, førte det til samtaler mellem EU og Kina om, hvordan man skal forholde sig til Trumps told.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, talte i denne uge i telefon med Kinas premierminister, Li Qiang, om behovet for et stærkt handelssamarbejde og et "ansvarligt modsvar" til forhøjede amerikanske toldsatser.

Von der Leyen lagde i samtalen vægt på Europas og Kinas "ansvar for at støtte et stærkt, reformeret handelssystem, der er frit, fair og funderet på lige vilkår", fremgik det af en udtalelse fra EU-Kommissionen.

Ursula von der Leyen og Li Qiang diskuterede desuden muligheden for at lave et system, der kan overvåge forhøjede toldsatsers effekter på markedet.

Der er dog ikke tale om, at EU grundlæggende er ved at skifte strategi og rykke tættere på Kina som reaktion på Trumps toldsatser, lyder vurderingen fra flere diplomater i Bruxelles.

EU har længe haft en række dybe uenigheder med Kina om handel og sikkerhed. De er fortsat ikke løst.

Det gælder lige fra kinesisk statsstøtte til elbiler, der udkonkurrerer de europæiske selskaber, til Kinas omgåelse af sanktionerne mod Rusland for at hjælpe Putin i krigen mod Ukraine.

EU ønsker dog ikke at lukke af for handlen med Kina. I stedet for "afkobling" fra Kina har von der Leyen siden 2019 understreget behovet for, at Europa skal mindske risikoen ved samhandlen.

I praksis har det dog været svært for EU-landene at finde alternative leverandører, der kan levere samme pris og kvalitet som Kina.

Efter von der Leyens samtale med Li Qiang tidligere i denne uge har Trump igen ændret billedet. Det skete, da han onsdag suspenderede en del af toldsatserne i 90 dage. Det omfattede blandt andet EU, men ikke Kina.

Tværtimod eskalerede handelskrigen mellem USA og Kina yderligere fredag.

Her hævede Kina tolden på amerikanske varer fra 84 til 125 procent. De nye toldsatser vil træde i kraft lørdag, oplyser det kinesiske finansministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA's told på kinesiske varer ligger nu på 145 procent. Det er suverænt den højeste toldsats, som Donald Trump har indført siden sin indsættelse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT