Danske tenniskvinder taber til Slovakiet trods godt spil

11. APR 2025 • 20:37SPORT

Både Johanne Svendsen og Rebecca Munk Mortensen leverede en god figur, men tabte singlekampene mod Slovakiet.

Med afbud fra Danmarks to bedste kvinder Clara Tauson og Caroline Wozniacki var de danske tenniskvinder på en svær opgave i fredagens Billie Jean King Cup-kamp mod Slovakiet, og den danske overraskelse udeblev.

Johanne Svendsen og Rebecca Munk Mortensen tabte begge deres singleopgør mod henholdsvis Rebecca Sramkova og Viktoria Hruncakova.

Førstesingle Johanne Svendsen, der ligger nummer 697 på verdensranglisten, leverede en fremragende indsats, men tabte 6-7, 7-5, 3-6 til Sramkova, der er nummer 37 i verden.

I det andet opgør tabte Munk Mortensen 4-6, 3-6 til Hruncakova, som ligger mere end 500 pladser over danskeren på verdensranglisten.

En Billie Jean King Cup-dyst består af tre enkelte kampe, to singler og en double, så de to slovakiske singlesejre er nok til en samlet sejr.

Foruden Slovakiet og Danmark er USA det sidste hold i gruppen.

De danske tenniskvinder møder lørdag amerikanerne og skal vinde den dyst, hvis håbet om en plads blandt verdens otte bedste nationer, der spiller Finals sidst på året, skal bevares. Kun weekendens gruppevinder går videre.

Johanne Svendsen fik en skidt start på sin kamp. Hun blev brudt to gange, men bagud 0-4 fandt Svendsen pludselig storspillet frem.

Danskeren overlevede et hav af sætbolde, kæmpede sig tilbage til 5-5 og tvang efterfølgende sættet ud i tiebreak.

Her genfandt Sramkova dog det gode spil og sikrede sættet med en imponerende forhåndsvinder på den niende slovakiske sætbold.

I andet sæt fik slovakken igen den bedste start og bragte sig foran 4-1. Præcis som i første sæt sled danskeren sig forrygende tilbage til 5-5.

Denne gang fuldførte Svendsen comebacket og sendte flot kampen ud i et afgørende tredje sæt.

Her gik den dog ikke længere for undertippede Svendsen, der ellers to gange afviste slovakiske matchbolde med flotte vinderslag.

I tredje forsøg var der slovakisk genvist. Sramkova sendte et servees afsted og afgjorde duellen efter mere end tre timers tennis.

Rebecca Munk Mortensen spillede i sit opgør en rigtig god omgang tennis og var i store dele på niveau med Hruncakova.

Enkelte gange blev niveauforskellen dog tydelig. Hruncakova viste, at hun besidder et højere topniveau med flere serveesser og vinderslag.

I første sæt blev et slovakisk brud midtvejs afgørende, mens luften langsomt gik ud af den danske ballon i andet sæt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT