Afsat sydkoreansk præsident får kram af støtter på vej ud
Støtter var mødt op for at hylde afsat sydkoreansk præsident, der står over for anklager om oprør.
Den afsatte sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, har fredag forladt sin officielle residens.På vej ud gav han hånd og uddelte kram til støtter, der kunne se den tidligere stats- og regeringsleder forlade residensen i en politieskorte.
- Yoon Again, stod der blandt andet på en plakat.
De mange støtter var mødt op, på trods af at Yoon sidste uge fik frataget sin magt som følge af den undtagelsestilstand, han erklærede 3. december sidste år.
Erklæringen efterlod landet i chok, men varede blot timer.
Yoon indførte ifølge eget udsagn undtagelsestilstanden, fordi pro-nordkoreanske kræfter modarbejdede hans og Sydkoreas interesser.
I løbet af flere dramatiske timer var der skabt alvorlig tvivl om det sydkoreanske demokrati.
Tv-billeder viste ansatte i det sydkoreanske parlament, der med skumslukkere forsøgte at presse soldater tilbage.
Senere stemte parlamentet for, at Yoon skulle stilles for en rigsret, og sidste uge fandt forfatningsdomstolen, at Yoon svigtede sin pligt som præsident ved at foretage handlinger, som lå ud over de beføjelser, han havde.
Fredag takkede Yoon de støtter, der var mødt op. Han sagde, at de har været med til at "forsvare frihed og suverænitet" ved at demonstrere selv i kolde sydkoreanske vintertemperaturer de seneste måneder.
- Selv i den bitre kulde har jeres varme og dedikation bragt trøst, og jeg vil bære det minde dybt i mit hjerte, siger Yoon i en pressemeddelelse.
- Nu vender jeg tilbage til at være en almindelig borger i Republikken Korea, og jeg vil nu søge en vej til at tjene mit land og vores folk.
De sydkoreanske vælgere skal til præsidentvalg 3. juni, efter at Yoon blev afsat.
Favoritten til præsidentposten, Lee Jae-myung, tabte snævert til Yoon Suk-yeol, da der blev afholdt præsidentvalg i 2022. Lee er fra Det Demokratiske Parti.
Yoon står fortsat over for en straffesag på baggrund af anklager om oprør på grund af undtagelsestilstanden.
/ritzau/