Dommer i USA: Anholdt studerende fra protester kan udvises

12. APR 2025 • 02:06UDLAND

Den studerende Mahmoud Khalil deltog sidste år i propalæstinensiske demonstrationer. Han risikerer udvisning.

En dommer i USA har fredag afgjort, at Mahmoud Khalil, der har deltaget i propalæstinensiske demonstrationer, kan blive udvist.

Det oplyser Khalils advokat i en udtalelse, skriver AFP.

Mahmoud Khalil studerer ved universitetet Columbia og var sidste forår en fremtrædende skikkelse under propalæstinensiske demonstrationer på universitetet.

Columbia var epicenter for en række anti-israelske protester, der brød ud på flere amerikanske universiteter som følge af krigen i Gaza mellem Israel og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas.

Fredag har immigrationsdommer Jamee Comans i delstaten Louisiana sagt, at den amerikanske regering - med præsident Donald Trump i spidsen - har dokumenteret, at den har grundlag for at udvise Khalil.

Dommeren har givet hans advokater frem til 23. april til at søge om dispensation.

I udtalelsen siger advokat Marc van der Hout, at "vi i dag så vores værste frygt udspille sig".

- Dette er ikke forbi, og vores kamp fortsætter, siger han.

Syrisk-fødte Mahmoud Khalil er gift med en amerikansk statsborger, som han venter barn med. Derudover er han indehaver af et såkaldt green card, der giver permanent opholdstilladelse i USA, har ABC News tidligere berettet.

Han blev anholdt af de amerikanske grænsemyndigheder (ICE) i marts.

Landets regering ønsker at udvise ham med den begrundelse, at hans aktivisme er en trussel mod den nationale sikkerhed.

I et brev til domstolen har udenrigsminister Marco Rubio sagt, at Khalils aktivisme kan skade amerikansk udenrigspolitik.

Brevet nævnte også Khalils "deltagelse og roller" i påståede "antisemitiske protester og forstyrrende aktiviteter, som fremmer et fjendtligt miljø for jødiske studerende i USA."

Der bliver i brevet ikke henvist til nogen påstået forbrydelse begået af Khalil.

Føderale dommere i New York og New Jersey har imidlertid beordret regeringen til ikke at deportere Khalil, mens hans sag udspiller sig i retten. Det skriver AP.

Imens har anholdelsen af den 30-årige studerende udløst vrede fra blandt andre Trump-modstandere og også nogle fra den politiske højrefløj, som mener, at sagen vil påvirke ytringsfriheden negativt. Det skriver AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT