Europæiske lande øger militær støtte til Ukraine mens fred udebliver
EU-landene har givet tilsagn om over 23 milliarder euro i militær bistand i år. Det er mere end sidste år.
EU-landene fortsætter med at øge den militære støtte til Ukraine, mens fredsforhandlingerne fortsætter.Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas.
Udmeldingen kommer på vej ind til et møde i Ukraine Defense Contact Group i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles fredag.
- Sidste år støttede vi Ukraine med 20 milliarder euro. I år har medlemslandene allerede forpligtet sig til at give mere end 23 milliarder euro i militærstøtte.
- Så vi gør helt klart mere end sidste år. Men vi skal gøre mere, og vi ser donationer komme ind hver dag, siger Kaja Kallas.
Hun peger på, at krigen fortsætter trods de fredsforhandlinger, som USA har sat sig i spidsen for.
- Der er gået fire uger, siden at Ukraine sagde "ja" til en betingelsesløs våbenhvile. Men vi har ikke set nogen positive tegn fra den russiske side.
- Rusland gør ikke fremskridt på slagmarken, men de målretter deres angreb mod civile for at gøre mest mulig skade, siger Kaja Kallas.
Hun mener, at det nu står klart, at vejen til fred går over mere militær bistand til Ukraine. Og den skal komme hurtigt.
- Vi skal virkelig lægge pres på Rusland. Det handler om troværdigheden for alle, der har sagt, at de ønsker at få drabene til at stoppe, siger Kaja Kallas.
Ukraine Defense Contact Group består af i alt 57 lande, som sammen koordinerer den militære støtte til Ukraine.
På fredagens møde vil Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, deltage via videolink.
Det siger Storbritanniens forsvarsminister, John Healey, i sine indledende bemærkninger på mødet.
- Al militær hjælp, der bliver givet nu, kan hjælpe Ukraine i kampene i dag. Og de vil hjælpe med at sikre en varig fred i morgen.
- Ukraines hær skal være den bedste afskrækkelse mod nye russiske angreb, siger John Healey.
I sidste uge fremlagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) den 25. danske donationspakke til Ukraine, som er en af de hidtil største.
Den indeholder samlet støtte for 6,7 milliarder kroner, som blandt andet skal gå til luftforsvar og artilleri. Men der er behov for at gå videre, siger den danske forsvarsminister:
- Det er helt afgørende, at vi får lavet et spor, der rækker frem til 2026 og 2027, fordi det ikke er nogen hemmelighed, at det ser ud til, at de amerikanske donationer stopper i løbet af 2025.
- Derfor er der ikke nogen tvivl om, at Europa bliver nødt til at gøre mere og investere mere i støtten til Ukraine, hvis ikke vi skal efterlade Ukraine alene, siger Troels Lund Poulsen (V).
På et pressemøde efter Nato-mødet siger Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, at Rusland skal forstå, at Ukraine har evnen til at fortsætte kampene.
Han oplyser, at Tyskland opretter endnu en såkaldt capability coalition, som er, når flere lande går sammen om at levere specialiseret militærudstyr.
Nu er der i alt ni af den slags sammenslutninger, der leverer våben til Ukraine.
Pistorius oplyser også, at Tyskland ikke har mulighed for at levere mere af det amerikanske jordbaserede luftforsvar Patriot, fordi Tyskland selv venter på leveringer.
/ritzau/