Nyhedsoplæser skal undskylde for live bagvaskelse af Donald Trump

15. DEC 2024 • 01:09UDLAND

Vært sagde på tv, at Trump er skyldig i voldtægt, hvilket ikke er korrekt. Han er skyldig i seksuelt misbrug.

Amerikanske ABC News indgår forlig med USA's nyvalgte præsident, Donald Trump, på 15 millioner dollar - knap 107 millioner kroner - i en sag om bagvaskelse.

Det fremgår af retsdokumenter, som nyhedsbureauet AFP har set.

Trump havde sagsøgt ABC News for kommentarer, som værten George Stephanopoulos har sagt på direkte tv.

Under et interview med republikanske Nancy Mace i marts i år har Stephanopoulos sagt, at Trump er blevet fundet "skyldig i voldtægt".

Trump blev i 2023 fundet skyldig i seksuelt misbrug af E. Jean Carroll, en berømt amerikansk forfatter og journalist. Men han blev ikke fundet skyldig i voldtægt. Dermed var der tale om injurier, da Stephanopoulos sagde netop det.

I henhold til forliget skal ABC News donere beløbet på 15 millioner dollar til et fremtidigt præsidentbibliotek og -museum til ære for Trump.

ABC News og Stephanopoulos skal desuden udsende offentlige undskyldninger, hvori begge "fortryder udtalelserne" om Trump under det førnævnte interview.

Nyhedsorganisationen vil betale yderligere en million dollar i advokatsalær.

Trumps advokater har sagt, at Stephanopoulos' kommentarer skadede Trumps rygte, mens han var præsidentkandidat, skriver avisen The Hill.

Sagen om seksuelt misbrug udspringer af en episode for næsten 30 år siden.

E. Jean Carroll har fortalt i retten, at Trump i midten af 1990'erne lokkede hende ind i et prøverum i undertøjsafdelingen af luksusbutikken Bergdorf Goodman i New York City.

Ifølge E. Jean Carroll skubbede den kommende præsident hende mod væggen og voldtog hende.

Nævningetinget fandt det ikke bevist, at Trump havde voldtaget hende, men at han havde begået seksuelt misbrug mod hende.

Forliget med ABC News er en af de seneste juridiske udfald, der umiddelbart er gået Trumps vej, siden han vandt præsidentvalget 5. november.

I sidste måned afviste en amerikansk appeldomstol en straffesag, hvor Trump var tiltalt for at have opbevaret klassificerede dokumenter i sit hjem.

USA's særlige anklager, Jack Smith, har også sat en føderal sag om Trumps forsøg på at undergrave valgresultatet i 2020 på pause.

I forbindelse med Trumps dom for tys-tys-sagen i maj - den eneste straffesag imod ham, der har været for retten - har dommer Juan Merchan udskudt strafudmålingen på ubestemt tid.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT