EU-lande er uenige om digital overvågning for at bekæmpe børneporno

12. DEC 2024 • 16:55UDLAND

EU-landenes justitsministre kunne torsdag ikke nå til enighed om omstridt forslag om digitalovervågning.

EU-landene er fortsat uenige om et forslag fra EU-Kommissionen, der vil gøre det muligt at påbyde digitale tjenester at scanne alt digitalt indhold for børneporno.

Det står klart, efter justitsminister Peter Hummelgaard (S) og de øvrige EU-landes ministre på området torsdag mødtes i Bruxelles.

Her var der håb om, at landene endelig ville samle sig om en indstilling til forslaget, men det lykkedes ikke:

- Det synes jeg, er umådeligt skuffende, siger Peter Hummelgaard.

Han er selv en af de stærkeste fortalere for forslaget om regler til forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. Det kaldes også CSA-forordningen.

Forslaget har til gengæld fået kritik fra en række organisationer for at gå for vidt i overvågningen.

Forslaget vil betyde, at alle e-mail, tekstbeskeder, billeder og lydopkald kan blive tjekket - også på krypterede tjenester som Signal og Telegram.

Det er tidligere blevet betegnet som "totalovervågning", en "glidebane" eller blot "bekymrende" af kritikere.

Blandt de skeptiske røster har både været Teleindustrien, Ingeniørforeningen og IT-Politisk Forening.

Peter Hummelgaard står dog fast på sit ønske om at gennemføre forslaget:

- Jeg mener, at konsekvenserne af forslaget bliver overdrevet fra kritikernes side.

- For hver dag, der går, hvor vi ikke regulerer den enorme deling af seksuelt misbrugsmateriale, svigter vi ikke bare de børn og unge, der bliver udsat for de seksuelle overgreb, men også børn og unge i almindelighed, siger Peter Hummelgaard.

Selv om det ikke lykkedes at nå til enighed torsdag, så er forslaget ikke dødt. Det vil nu blive taget op på et kommende ministermøde.

- Jeg har stor forhåbning og tiltro til, at landene vil forsøge at bøje sig mod hinanden. Men jeg må også sige, at nogle af de bekymringer, der bliver rejst, overser potensen i de teknologier, vi har med at gøre.

- Vi taler om, at der hvert eneste sekund bliver delt to videoer eller billeder, hvor børn bliver seksuelt udnyttet eller misbrugt. Det stiger og stiger. Dermed stiger misbruget af børn også. Og imens så sovser vi rundt i fine principper om, at vi er imod overvågning, siger Peter Hummelgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT