Tauson og makker ryger ud af doubleturnering med et brag
Tredje kamp på få timer endte ikke i tredje sejr for Clara Tauson, som tabte sammen med Sloane Stephens.
Tennisspilleren Clara Tauson kan fokusere fuldt ud på singlefinalen i WTA 250-turneringen i newzealandske Auckland.Danskeren tabte lørdag morgen dansk tid semifinalen sammen med sin amerikanske makker, Sloane Stephens.
Duoen led et klart nederlag på 3-6, 0-6 til Aleksandra Krunic og Sabrina Santamaria fra henholdsvis Serbien og USA.
Kampen var den tredje for Tauson inden for ganske få timer. Først vandt hun resterne af den afbrudte kvartfinale mod Madison Keys, og kort efter fejede hun også Robin Montgomery af banen.
Mod Krunic og Santamaria haltede Tauson og Stephens efter det meste af kampen.
Efter at have fulgt med til stillingen 3-3 tabte den dansk-amerikanske konstellation de næste ni partier og røg dermed ud med et æg.
22-årige Tauson stiller kun sjældent op i double. Mens danskeren er nummer 50 i verden i single, rangerer hun blot som nummer 1024 i double.
Stephens, der i 2017 vandt grand slam-turneringen US Open som singlespiller, er markant bedre placeret som nummer 63 på doubleranglisten.
Tauson kan glæde sig over, at hun er klar til finalen i single, hvor hun står over for den firedobbelte grand slam-vinder Naomi Osaka. Det er første indbyrdes møde mellem de to.
Kampen er sat til at begynde klokken 05 søndag morgen dansk tid.
Turneringen i Auckland fungerer som opvarmning til grand slam-turneringen Australian Open, der begynder 12. januar.
/ritzau/