Miami Heat suspenderer utilfreds stjerne i syv kampe
Jimmy Butler forventer ikke, at han kan genfinde glæden på basketbanen i Miami Heat. Nu er han suspenderet.
Basketballstjernen Jimmy Butler ser ud til at være fortid i NBA-klubben Miami Heat.I et opslag på det sociale medie X skriver Florida-klubben, at Butler er blevet suspenderet i syv kampe, efter at han har ytret ønske om at forlade Miami.
Miami Heat tilføjer samtidig, at klubben er klar til at lytte til tilbud på den 35-årige amerikaner, som i en årrække var holdets bedste spiller.
Udmeldingen kommer, et døgn efter at Butler svarede "formentlig ikke", da han blev spurgt, om han kunne genfinde glæden på basketbanen i Miami.
- Vi har suspenderet Jimmy Butler i syv kampe for flere tilfælde af skadelig adfærd over for holdet i løbet af sæsonen og i særdeleshed de seneste uger.
- Gennem sine handlinger og udtalelser har han vist, at han ikke længere ønsker at være en del af holdet. Jimmy Butler og hans repræsentanter har indikeret, at han ønsker at blive sendt væk i en handel, og derfor vil vi lytte til tilbud, lyder det i opslaget.
Butler kom til Miami Heat i 2019 og har været en stor succes.
Mens han har befundet sig i klubben, er han to gange blevet valgt til NBA's All-Star-hold, hvor de bedste spillere udpeges til at spille en showkamp. Den hæder har han samlet set opnået seks gange i karrieren.
Tidligere i karrieren har han spillet for Philadelphia 76ers, Minnesota Timberwolves og Chicago Bulls, mens det i 2016 blev til OL-guld med det amerikanske landshold.
Butler har tjent over 312 millioner dollar i løbet af karrieren. Det svarer til et godt stykke over to milliarder kroner, men han står nu til at miste omkring 17 millioner kroner på grund af udelukkelsen.
Han blev ikke tilbudt en kontraktforlængelse i sommer, da klubben havde betænkeligheder ved hans skadeshistorik.
Butler bidrog senest med ni point i Miami Heats nederlag på 115-128 til Indiana Pacers natten til fredag dansk tid.
- Jeg vil gerne have glæden ved at spille basketball tilbage, uanset hvor det måtte være. Det finder vi snart ud af, sagde han ifølge nyhedsbureauet AP efter kampen.
/ritzau/