Medier: Hamas-leder dræbt i israelsk luftangreb

23. MAR 2025 • 01:40UDLAND

En politisk leder i Hamas er blevet dræbt i et israelsk luftangreb, skriver medier natten til søndag.

Politisk leder i Hamas Salah Al-Bardaweel er blevet dræbt i et israelsk luftangreb.

Det melder medier, der støtter Hamas, natten til søndag. Det samme gør unavngivne palæstinensiske medier ifølge Reuters.

Angrebet fandt sted i det sydlige Gaza i Khan Younis.

Hamas er en militant, islamisk fundamentalistisk bevægelse, der har kontrolleret Gaza siden 2007.

Ifølge medierne, der støtter Hamas, er Al-Bardaweel medlem af Hamas' politiske kontor. Også hans kone blev dræbt i angrebet, lyder det.

Ifølge unavngivne palæstinensiske læger angreb et israelsk fly et hus i byen Rafah i den sydlige del af Gaza. Flere mennesker blev såret, lyder det.

Israel har endnu ikke kommenteret meldingen klokken 01.20 dansk tid.

Tirsdag indledte Israel igen omfattende angreb på Gaza. Det er ifølge Reuters de mest omfattende angreb, siden Israel og Hamas indledte første fase af en våbenhvile den 19. januar i år.

Denne fase udløb 1. marts.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har flere gange sagt, at formålet med konflikten med Hamas er at stoppe gruppen i at være en militær og styrende enhed.

Han har sagt, at målet med den nye indsats i Gaza er at tvinge gruppen til at frigive de resterende gidsler, som blev taget, da Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023.

Flere medlemmer af Hamas blev dræbt i angrebene tirsdag, herunder Hamas' de facto regeringsleder, Essam Addalees, og intern sikkerhedschef Mahmoud Abu Watfa, skriver Reuters.

Palæstinensiske sundhedsmyndigheder har sagt, at mindst 400 mennesker, hvoraf halvdelen var kvinder og børn, blev dræbt tirsdag.

Hamas har beskyldt Israel for at bryde betingelserne i våbenhvileaftalen fra januar ved at nægte at indlede forhandlinger om en endelig afslutning på krigen og en tilbagetrækning af tropperne fra Gaza.

Gruppen har dog sagt, at den stadig er villig til at forhandle.

Som følge af konflikten er hundredtusindvis af mennesker blevet drevet ud af deres hjem, melder palæstinensiske sundhedsmyndigheder.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT