Medie: Det japanske regeringsparti LDP genvinder flertal
Partiet har været ved magten enten alene eller i koalition næsten uafbrudt siden dets dannelse i 1955.
Den nuværende japanske premierminister Sanae Takaichis parti forventes at sikre et stort flertal i Japans underhus ved valget søndag.Det forudsiger den offentlige tv-station NHK baseret på valgstedsmålinger, skriver Reuters.
Tre måneder efter at 64-årige Takaichi i oktober blev valgt som formand for det ledende regeringsparti, Det Liberale Demokratiske Parti (LDP), og blev Japans første kvindelige premierminister, udskrev hun et lynvalg.
LDP forventes at have vundet mellem 274 og 328 pladser i det 465 medlemmer store underhus. Det vil være en stigning fra partiets nuværende 198 pladser, rapporterer den nationale tv-station NHK ifølge AFP.
Partiet har været ved magten i Japan enten alene eller i koalition næsten uafbrudt siden dets dannelse i 1955, skriver Reuters.
Med en ligefrem stil har Sanae Takaichi især fået et godt greb om de yngre vælgere, hvor meningsmålinger har vist, at op mod 90 procent af japanere under 30 år har overvejet at stemme på hendes parti.
Traditionelt har det været de mere modne vælgere, der har sørget for, at LDP har siddet på magten i store dele af efterkrigstiden.
De senere år er opbakningen til LDP faldet, og partiet har op til valget kun lige nøjagtig været i stand til at mønstre et flertal sammen koalitionspartneren Japans Innovationsparti (JIP).
Sammen med JIP forventes LDP at kunne tage mellem 302 og 366 pladser i parlamentet, oplyser NHK ifølge AFP.
310 pladser eller mere vil give koalitionen to-tredjedeles flertal for første gang siden valget i 2017.
Sanae Takaichis politiske idol er den konservative Margaret Thatcher, der var britisk premierminister fra 1979 til 1990. Thatcher var kendt som "The Iron Lady". I Japan kaldes Takaichi for Iron Lady 2.0.
I sin korte tid som Japans leder har Takaichi haft en kontrovers med Kina, da hun i november sagde, at et eventuelt kinesisk angreb på Taiwan ville retfærdiggøre en militær reaktion fra Japan.
Sagen udløste straks diplomatiske spændinger mellem de to lande.
Hun er gået til valg på at give japanerne flere penge mellem hænderne.
I januar lovede Takaichi at suspendere en fødevareafgift på otte procent i to år.
Hun sagde, at det vil hjælpe de japanske husholdninger med at håndtere de stigende leveomkostninger, skriver Reuters.
/ritzau/
