Lindsey Vonn styrter og udgår i styrtløb ved vinter-OL

8. FEB 2026 • 13:22SPORT

OL-comebacket endte i et dramatisk styrt for Lindsey Vonn, som udgik efter kort tid i søndagens styrtløb.

Alles øjne var rettet mod den amerikanske skistjerne Lindsey Vonn, da hun stillede op i kvindernes styrtløb ved vinter-OL.

41-årige Lindsey Vonn, der deltog trods en korsbåndsskade i det ene knæ, styrtede og udgik ret hurtigt på vej ned ad pisten.

Styrtløbet blev sat på pause, mens Lindsey Vonn var under behandling og efterfølgende blev fragtet væk i helikopter.

Amerikaneren indledte styrtløbet som nummer 13, men hun kom skævt ud af et sving og landede helt forkert.

Lindsey Vonn skreg med det samme i smerte, og hun var efterfølgende i gråd, da medicinsk personale kom ilende til.

Tilskuerne var musestille, nærmest i chok, og det gjorde endnu mere tydeligt at høre Lindsey Vonn.

Hun kom op på en båre, inden hun blev fløjet væk. Dermed endte hendes OL-comeback på den værst tænkelige måde.

Lindsey Vonn jagtede karrierens fjerde OL-medalje. Tilbage i 2010 vandt hun OL-guld i styrtløb.

Medaljesamlingen tæller også otte VM-medaljer samt hele 84 World Cup-sejre.

Veteranen stoppede karrieren i 2019 efter at have døjet med flere skader, men hun gjorde comeback i slutningen af 2024 efter fem års pause med en sjette olympisk deltagelse som altoverskyggende mål.

Inden comebacket blev hun opereret i sit højre knæ og har blandt andet fået indsat et titaniumimplantat.

I sidste uge kom hun slemt til skade ved et styrtløb i schweiziske Crans-Montana, men hverken et overrevet korsbånd eller smerter var nok til at stoppe hende fra at deltage i vinterlegene.

Inden Lindsey Vonns dramatiske styrt var landskvinden Breezy Johnson den hurtigste deltager.

Breezy Johnson endte også med at vinde OL-guldet, da hun var fire hundrededele af et sekund hurtigere end tyskeren Emma Aicher på andenpladsen.

Italieneren Sofia Goggia, der skulle vente i 25 minutter som følge af Lindsey Vonns styrt, kom ind på tredjepladsen lidt over et halvt sekund langsommere end Breezy Johnson.

Lindsey Vonn var ikke den eneste, der styrtede søndag. Også østrigeren Nina Ortlieb og Cande Moreno fra Andorra styrtede og udgik.

Mens Nina Ortlieb selv kunne rejse sig og forlade løbet, skulle Cande Moreno have lægelig assistance.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT