Amerikansk tv-vært vil betale løsesum for forsvunden mor
Savannah Guthries 84-årige mor har været forsvundet i en uge. Politiet mener, at moren er blevet bortført.
Den amerikanske tv-vært Savannah Guthrie og hendes søskende vil betale en løsesum til potentielle kidnappere for at løslade deres 84-årige mor.Det siger Savannah Guthrie i en video på det sociale medie Instagram, efter at moren, Nancy Cuthrie, har været forsvundet i en uge.
- Vi har modtaget jeres besked, og vi forstår den. Vi beder jer nu om at give vores mor tilbage til os, så vi kan fejre det sammen med hende.
- Dette er den eneste måde, vi kan få fred. Det betyder meget for os, og vi vil betale, siger tv-værten.
I videoen sidder Savannah Guthrie omgivet af sin storesøster, Annie Guthrie, og storebror, Camron Guthrie, skriver det amerikanske medie CNN.
Moren forsvandt fra sit hjem for omkring en uge siden. Hun blev sidst set den 31. januar, da hun blev sat af ved sin bolig i Tucson af familiemedlemmer efter at have spist middag med dem.
Dagen efter blev hun meldt savnet.
Nancy Guthrie er dårligt gående, hvilket har fået efterforskerne til at konkludere, at hun er blevet bortført. Politiet har fortsat ingen mistænkte i sagen.
Flere medier - blandt andre TMZ og KOLD-TV - har i løbet af ugen modtaget, hvad der ligner et krav om en løsesum, skriver CNN.
I beskeden var der et krav på flere millioner dollar i kryptovalutaen bitcoin. Beskeden indeholdt to deadlines. Den ene er overskredet, mens den anden udløber mandag.
Vært på KOLD-TV Mary Coleman siger, at mediet efterfølgende har modtaget endnu en besked om en løsesum, skriver CNN.
Savannah Guthrie er vært på NBC-programmet Today, som hver morgen leverer nyheder til millioner af amerikanere.
Sagen har fået massiv medieopmærksomhed i særligt amerikanske medier, hvor snesevis af journalister og tv-hold er strømmet til den ellers stille forstad Tucson, hvor Nancy Guthrie bor.
/ritzau/
