Lovforslag vil stramme reglerne for vanvidsbilister

8. FEB 2026 • 10:35ERHVERV/POLITIK

Regler om vanvidskørsel blev indført i 2021. Nu skal flere vanvidsbilister miste kørekortet, mener regeringen.

Flere bilister, som gør sig skyldige i såkaldt vanvidskørsel, skal i fremtiden frakendes kørekortet.

Det mener regeringen, som lægger op til at stramme reglerne med et nyt lovforslag. Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge lovforslaget skal alle narko- og spiritusbilister, som bliver dømt for uagtsomt manddrab, som udgangspunkt frakendes førerretten i tre år.

Det gælder uanset størrelsen af promillen eller mængden af alkohol i blodet.

Det samme skal ifølge lovforslaget gøre sig gældende for trafikulykker med alvorligt tilskadekomne.

Lovforslaget kommer i forlængelse af et andet lovforslag, der skulle hæve strafferammen for trafikdrab.

Det kan man læse i Transportministeriets lovforslag, som tidligere på ugen blev sendt i høring.

Transportminister Thomas Danielsen (V) lægger også op til, at særlig hensynsløs kørsel fremover også skal koste kørekortet i mindst tre år.

Loven om den såkaldte vanvidsbilisme blev indført i 2021.

Lovgivningen gav politiet mulighed for at beslaglægge et køretøj, hvis det mistænker, at en fører har gjort sig skyldig i en af en række lovovertrædelser.

Det er blandt andet kørsel, der resulterer i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, særligt hensynsløs kørsel og kørsel med mindst 200 kilometer i timen uanset hastighedsgrænsen.

Det er retten, der senere skal afgøre, om køretøjet skal konfiskeres.

Ifølge en opgørelse fra Rigspolitiet, som Jyllands-Posten tidligere har fået, var der frem til udgangen af 2025 rejst mere end 5000 sigtelser for overtrædelser af loven.

Samtidig med stramningen vil Transportministeriet også lempe reglerne om klip i kørekortet for personer, der kører udrykningskørsel.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT