Brøndbys seks nye spillere kan alle få debut i premiere
I forårspremieren mod Randers FC har Brøndby seks nye spillere med i truppen. Alle kan få debut.
Brøndby kan stille med mere end et halvt nyt hold i søndagens kamp i Superligaen hjemme mod Randers FC.Samtlige af Brøndbys seks nye spillere er med i truppen. Det oplyser klubben på sin hjemmeside søndag formiddag.
Således kan Ben Godfrey, Emmanuel Dennis, Ousmane Sow, Mayckel Lahdo, Mads Frøkjær-Jensen og Bartosz Slisz alle få deres officielle debut for Brøndby.
Desuden er Nicolai Vallys med i truppen, efter at den offensive midtbanespiller har været ude med en skade.
For en uge siden lød det ellers fra Brøndby-træner Steve Cooper, at Vallys ville være ude i et par uger og dermed stod til at misse premierekampen. Men Vallys er meldt klar og er med i truppen.
Til gengæld er Brøndby uden målmanden Patrick Pentz og kantspilleren Marko Divkovic, som begge sidder ude med karantæne.
Derudover skal Brøndby klare sig uden offensivspilleren Filip Bundgaard og backen Mats Köhlert, der er ude med skader.
Kampen mod Randers er den første efter vinterpausen. Brøndby er placeret på tredjepladsen med ni point op til AGF, der topper Superligaen.
Randers er nummer ni i tabellen og har syv point op til top-6 og fem point ned til nedrykningsstregen.
Hos det jyske udehold kan fire debutanter komme i aktion. Randers har således udtaget Benjamin Örn, Martin Sjølstad, Warren Caddy og Cyril Edudzi, der alle er nye spillere hos kronjyderne.
Til gengæld kommer Randers-angriberen Thibault Klidjé ikke i spil til kampen på Brøndby Stadion.
- Desværre er Thibault Klidjé ikke til rådighed endnu og er derfor ikke med i truppen til søndagens opgør, oplyser Randers.
Brøndbys kamp mod Randers fløjtes i gang søndag klokken 18.
/ritzau/
