Mand anholdt efter hærværk mod buste af israelsk præsident
En 25-årig er anholdt og mistænkt for at have stjålet og ødelagt to buster fra universitet i England.
En mand i England er fredag blevet anholdt, efter at en buste af Chaim Weizmann, som var Israels første præsident, i sidste uge blev stjålet fra University of Manchester.Det oplyser politiet i Manchester.
Fredag i sidste uge fik politiet melding om, at der var blevet begået indbrud i universitetets kemifakultet.
Her var to buster blevet stjålet - en af Chaim Weizmann, som var Israels præsident fra 1949 til 1952 og professor i biokemi på Manchester University, og den anden af Harold Baily Dixon, som var professor i kemi.
Fredag morgen - en uge efter indbruddet - har politiet anholdt en 25-årig mand, som er mistænkt for at have begået såkaldt groft indbrud. Han er nu varetægtsfængslet.
Busterne er efterfølgende blevet fundet ødelagte, siger politiet.
På sociale medier er der blevet delt videoer, hvor man kan se busterne blive udsat for hærværk, lyder det videre.
I en udtalelse på universitetets hjemmeside beskrev rektor Duncan Ivison søndag tyveriet.
- Dette var hærværk, og det bidrager på ingen måde til en bedre forståelse af den igangværende konflikt i Mellemøsten. I mere end et år har vi set fredelige demonstrationer på campus og udvekslinger af stærke holdninger.
- Vi byder dette velkomment som del af vores fundamentale rolle som universitet - et sted dedikeret til drøftelser af holdninger og opfattelser, der ofte er vanskelige.
Politiet i Manchester siger, at det har "finkæmmet og behandlet hundredtusindvis timers optagelser fra overvågningskameraer" i efterforskningen af tyveriet.
- Vi ved, at denne hændelse har forårsaget stor bekymring i lokalsamfundet. Mange er kommet til Manchester for at arbejde og studere, udtaler Jill Billington, som er efterforskningsleder.
- Det her (anholdelsen af den 25-årige, red.) er kun det første skridt. Der er meget mere arbejde, der pågår uden for offentligheden, for at pågribe de ansvarlige, siger hun.
/ritzau/dpa