8. klasseelever er blevet dårligere til at arbejde med IT
Resultaterne, der er kommet frem i en ny international undersøgelse, bekymrer professor fra dansk universitet.
Danske 8. klasseelever er blevet dårligere til at arbejde med IT og begå sig på nettet de sidste fem år.Det viser en ny international undersøgelse om teknologiforståelse ICILS 2023, der kortlægger 8. klasseelevers teknologiforståelse og digitale kompetencer i 34 lande hvert femte år.
Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet står for undersøgelsen i Danmark, og resultaterne bekymrer Jeppe Bundsgaard, der er national forskningsleder og professor ved DPU.
Han kalder det et wake-up call for os alle sammen.
I en pressemeddelelse fra DPU tirsdag udtrykker Bundsgaard sin bekymring.
- De elever, vi har testet i 2023, er markant dårligere end dem, vi testede i 2018. Og det betyder helt konkret, at de er tilgængelige for manipulation.
- I en tid hvor firmaer, influencere, lobbyister, demagoger og IT-kriminelle er blevet endnu bedre til at få deres vilje igennem, er det dobbelt så slemt, siger Bundsgaard.
En af de mest fremtrædende resultater i undersøgelsen er elevernes manglende kompetencer til at navigere sikkert og kritisk i det moderne digitale landskab.
- Vi har en opgave, hvor eleverne ser en side, som tydeligt er en reklamehjemmeside med en masse anprisninger af et opfundet produkt. Vi spørger så eleverne, om man kan stole på det, der står her.
- Det er virkelig ikke ret mange procent, kun lige under en femtedel, som kan gennemskue, at det er et fupnummer, og at man skal være ret kritisk over for en hjemmeside, siger Bundsgaard.
De danske elever klarer sig bedre end elever fra mange andre lande, men Bundsgaard understreger, at det er et demokratisk problem, hvis elever ikke kan skelne fiktion fra fakta, og de kan blive lette ofre for økonomisk svindel.
- Det er skræmmende. Det burde være et wake-up call til os alle sammen om, at der er behov for en enorm indsats i skolen for at klæde eleverne på, siger Bundsgaard.
141 danske folkeskole har deltaget i undersøgelsen.
Undersøgelsen ICILS står for International Computer and Information Literacy Study.
Både danske og internationale resultater fra undersøgelsen blev præsenteret af DPU, Aarhus Universitet på en konference i København tirsdag.
/ritzau/