Maduro: USA er i gang med at fabrikere en krig i Latinamerika
Venezuelas præsident mener, at USA - som sender militær til Latinamerika - er i gang med at skabe en krig.
Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, mener, at USA er i gang med at fabrikere en krig.Det siger han til venezuelanske statsmedier, skriver nyhedsbureauet AFP.
- De (USA, red.) fabrikerer en ny og evig krig. De lovede, at de aldrig igen ville blive involveret i en krig, og de fabrikerer en krig, som vi kommer til at forhindre, siger præsidenten.
Fredag meddelte USA's forsvarsministerium, Pentagon, at USA indsætter flere skibe for at bekæmpe ulovlig narkohandel i Latinamerika.
Ifølge mediet BBC er der blandt andet tale om krigsskibet USS "Gerald R. Ford", som har plads til omkring 90 fly og helikoptere.
USS "Gerald R. Ford" og de skibe, der ledsager det, vil forbedre og forstærke de eksisterende kapaciteter til at forstyrre narkohandlen og nedbryde og afvikle internationale kriminelle organisationer, lød det i en udtalelse fra Sean Parnell, som er talsperson for Pentagon.
USA har siden september skruet op for sin militære tilstedeværelse i Caribien, og ifølge AFP har det skubbet til frygten for en krig i området. I Venezuela frygter man, at USA's mål med indsatsen er at få afsat Maduro.
Også ti F-35-fly og otte skibe fra den amerikanske flåde er blevet indsat.
USA har udført angreb mod skibe, som landet mener, tilhørte narkosmuglere. Ifølge BBC er der i alt blevet udført ti angreb - det seneste fredag.
Ifølge den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, blev seks mandlige "narkoterrorister" her dræbt.
USA's præsident Donald Trumps administration siger, at USA fører en krig mod den ulovlige narkohandel i regionen. Ifølge BBC har flere - også i den amerikanske kongres - dog anklaget Trump for at føre en intimideringskampagne for at destabilisere Maduros regering.
Maduro er en mangeårig modstander af Trump, og Trump har beskyldt Maduro for at være leder af en ulovlig organisation for narkohandel. Det har Maduro benægtet.
Maduro har regeret Venezuela siden 2013. Han er af flere andre lande og af den venezuelanske opposition blevet beskyldt for at begå valgsvindel, da han vandt præsidentvalget i 2024.
/ritzau/
