Lukasjenkos modstandere har kastet håndklædet i ringen inden valg
Lukasjenko har fjernet de største politiske trusler, og valget er givet på forhånd, mener modstander.
Der er ingen tvivl om, hvem der vinder, når Belarus søndag går til stemmeurnerne for at vælge en præsident. Det bliver Aleksandr Lukasjenko. Det har været ham de sidste 31 år, og sådan bliver det igen.Det siger én af de fem kandidater, der står på stemmesedlen, Oleg Gaidukevich. Han stiller ikke op for at vinde, siger han til BBC.
- Hvis nogen vover at påstå, at resultatet af valget ikke er kendt på forhånd, lyver de, siger han.
- Det er indlysende, at Lukasjenko vil vinde. Ifølge meningsmålingerne har han massiv opbakning. Vi vil i stedet kæmpe for at styrke vores position og forberede os på det næste valg.
Kører man rundt i hovedstaden, Minsk, er der hverken valgplakater eller andre tegn på valgkampagner. Hans kritikere kalder valget for en komedie, som regeringen spiller, skriver BBC.
De mest standhaftige af dem sidder enten i fængsel eller er blevet tvunget i eksil. Det gælder blandt andre Ales Bialiatski, der modtog Nobels Fredspris for sit arbejde i 2022, og som afsoner en tiårig fængselsdom.
Ifølge Al Jazeera er der nu 1300 politiske fanger i Belarus.
Europa-Parlamentet vedtog i denne uge en resolution, der opfordrer EU til at afvise det kommende præsidentvalg som "et fupnummer".
En af de andre, der er på stemmesedlen, er Sergei Syrankov. Han støtter åbenlyst Lukasjenko, selv om han er Syrankovs modstander.
- Ikke i stedet for, men sammen med Lukasjenko, lyder hans usædvanlige valgslogan.
Lukasjenko selv er ikke interesseret i valget, fortalte han ifølge BBC på et arbejdermøde tidligere på ugen.
- Jeg følger ikke med i valgkampen. Jeg har ikke tid, sagde han.
Befolkningen har tidligere forsøgt at demonstrere mod deres leder, der i Vesten omtales som "Europas sidste diktator".
En uge efter præsidentvalget i 2020 viste en lækket video ifølge BBC, hvordan arbejderne råbte ad ham.
- Gå væk! Gå væk!, råbte de.
Det officielle valgresultat viste her, at Lukasjenko havde vundet 80 procent af stemmerne. Det udløste vrede demonstrationer i hele landet.
Belarusere strømmede ud i gaderne for at vise deres utilfredshed med præsidenten, der ifølge dem havde stjålet deres stemmer og valget.
I den følgende tid blev op til 35.000 regeringsmodstandere og demonstranter anholdt, skriver Al Jazeera. Indsatsen virkede, og til sidst stoppede demonstrationerne.
Hverken USA, EU eller Storbritannien anerkender Lukasjenko som Belarus's præsident.
Valgstederne lukker klokken 20, skriver Belarus på sin officielle hjemmeside.
/ritzau/