Kuwait melder om brand ved lufthavn efter droneangreb
Luftfartsmyndighed siger, at der i international lufthavn i Kuwait er stor brand. Ingen meldes tilskadekomne.
Kuwaits internationale lufthavn er ifølge lokale myndigheder blevet ramt af et droneangreb fra Iran, som har udløst en stor brand i flere brændstoftanke.Det siger en talsperson for Kuwaits myndighed for civil luftfart til det kuwaitiske nyhedsbureau Kuna, skriver nyhedsbureauet AFP.
- Kuwait International Airport er blevet mål for grove angreb med droner affyret fra Iran og de væbnede grupper, som Iran støtter, siger Abdullah Al-Rajhi, som er talsperson for den kuwaitiske luftfartsmyndighed.
Der er ikke meldinger om, at nogen personer er kommet til skade i angrebene.
- Brændstoftanke blev ramt, hvilket førte til en stor brand på stedet, siger talspersonen.
Iran har affyret missiler og droner mod Israel og USA's allierede i Mellemøsten, efter at Israel og USA den 28. februar begyndte at angribe Iran.
Også fra andre golflande er der onsdag meldinger om angreb fra Iran.
Bahrains indenrigsministerium siger ifølge AFP onsdag, at der på en erhvervsejendom er udbrudt brand "som følge af iransk aggression".
Saudi-Arabiens forsvarsministerium har samtidig meddelt, at flere droner er blevet "opfanget og destrueret".
Et tankskib i farvandet ud for Qatar er desuden blevet ramt, har den britiske maritime sikkerhedsorganisation UK Maritime Trade Operations (UKMTO) oplyst.
Fra UKMTO lød det, at det fik melding om en hændelse 31 kilometer nord for Doha, hvor et "tankskib er blevet ramt af et ukendt projektil på bagbordssiden, hvilket har forårsaget skader på skroget over vandlinjen. Besætningen meldes i god behold."
Der er ikke konstateret nogen miljømæssig påvirkning fra hændelsen, som efterforskes af myndighederne, lød det videre.
Tirsdag rapporterede Kuna, at et iransk angreb udløste en brand på en kuwaitisk olietanker i en havn i Dubai, uden at nogen kom til skade.
/ritzau/
