USA's højesteret underkender Colorados forbud mod omvendelsesterapi

31. MAR 2026 • 21:38UDLAND

Med højesteretskendelse i USA sendes forbud mod omvendelsesterapi tilbage til lavere domstol.

Højesteret i USA har underkendt delstaten Colorados forbud mod omvendelsesterapi for mindreårige.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.

Omvendelsesterapi er metoder, som har til formål at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet til heteroseksuel eller ciskønnet.

At være ciskønnet betyder, at man identificerer sig med sit biologiske køn.

Højesteretten valgte med stemmerne 8-1 at støtte en udøver af metoden, som mente, at delstatens regler på området krænkede hendes forfatningssikrede ytringsfrihed.

En lavere instans havde ellers sagt god for loven.

Med højesterettens afgørelse tirsdag sendes loven tilbage til en lavere domstol. Her vil den nu blive prøvet efter strengere ytringsfrihedsstandarder.

Højesteretten åbner for, at loven stadig kan gælde for visse former for omvendelsesterapi. Det omfatter såkaldte "aversive" fysiske indgreb, hvilket betyder, at man udsættes for ubehag for at ændre en adfærd.

Men hvad angår den konkrete udøver Kaley Chiles' sag om ytringsfrihed, får hun medhold.

Colorado havde argumenteret for, at delstatens lovgivning omhandlede professionel adfærd og ikke ytringsfrihed.

Højesteretten i USA har et konservativt flertal på 6-3. Det var den liberale dommer Ketanji Brown Jackson, som var den eneste, der tirsdag stemte imod.

Den konservative dommer Neil Gorsuch har forfattet tirsdagens afgørelse. Han begrunder blandt andet afgørelsen med, at loven i Colorado "ikke blot forbyder fysiske indgreb".

- I denne slags sager censurerer den ytringer baseret på holdninger, skriver han.

- Colorado anser måske sin politik for at være afgørende for folkesundheden og sikkerheden. Gennem historien har censurerende regeringer helt sikkert ment det samme.

Over 20 amerikanske delstater har forbudt omvendelsesterapi for mindreårige.

I Danmark er omvendelsesterapi ikke ulovligt. Organisationen LGBT+ Danmark ønsker et forbud.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT