Kvinde fik flænge ved munden efter ulvebid i Hamburg

31. MAR 2026 • 15:24UDLAND

Der kan være tale om en stresset ulv, der har forsøgt at komme væk, lyder vurderingen fra dansk ulveforsker.

En kvinde er blevet bidt af en ulv i den centrale del af den tyske storby Hamburg cirka 160 kilometer fra den danske grænse.

Det skriver det tyske medie NDR, som citerer det tyske medie Bild for, at kvinden skulle være blevet bidt i ansigtet.

Ifølge NDR blev ulven efter hændelsen set i søen Binnenalster, som også ligger centralt i byen.

Her blev den trukket op med en løkke.

Ulven kom ind i en transportkasse og blev kørt til vildtområdet Klövensteen, som ligger vest for Hamburg.

Meldingen lyder, at ulven har det godt efter omstændighederne, men er stresset og har brug for ro. Det videre forløb skal nu drøftes med myndighederne, lyder det.

Kvinden er kommet lettere til skade og har fået en flænge ved munden, oplyser politiet i Hamburg ifølge DR.

Der er sandsynligvis tale om en ulv, der utilsigtet er endt i et shoppingområde i den tyske storby og er blevet "smaskforvirret og stresset", lyder vurderingen fra videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Aarhus Kent Olsen.

- Så er der en kvinde, der har forsøgt at guide den, men er kommet til at stille sig, hvor den skulle forbi, og så har den overfladisk bidt hende, siger Kent Olsen til TV Syd.

Efter næsten 200 års fravær genindvandrede ulven til Danmark i 2012, og siden er debatten for og imod rovdyrets tilstedeværelse vokset.

Ulve med normal adfærd undgår mennesker, men der har været meldinger om, at ulve er kommet tæt på mennesker.

Især vakte det opsigt, da en 14-årig pige på vej hjem en januaraften i Oksbøl følte sig forfulgt af en ulv.

På et borgermøde indkaldt af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø lød en anbefaling til de fremmødte, at børn under ti år ikke bør færdes alene i Oksbøl-reviret.

Vurderingen lød, at mindst én ulv havde mistet sin "instinktive skyhed".

Ifølge Ministeriet for Grøn Trepart bør man give sig til kende med høj snak eller bevægelse, hvis man møder en ulv - det får næsten altid ulven til at stikke af, lyder det.

- Hvis du møder en ulv, som ikke løber væk, bør du holde afstand og bare observere den.

Ministeriet tilføjer, at risikoen for et ulveangreb på mennesker i Danmark er "meget lille, for ulvens byttedyr er primært råvildt og kronvildt".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT