Bilsalget voksede med 17 procent i første kvartal

1. APR 2026 • 07:31ERHVERV/POLITIK

Elbiler udgjorde 80 procent af de nyindregistrerede biler i årets første tre måneder, viser branchestatistik.

Det er gået stærkt hos bilforhandlerne i de tre første måneder af 2026, hvor salget af nye biler har overgået niveauet fra samme kvartal sidste år.

Helt præcist er der rullet 43.802 biler ud på de danske veje for første gang, og det er 16,8 procent mere end i første kvartal 2025. Det viser en opgørelse fra brancheforeningen Mobility Denmark.

Fremgangen skyldes ikke mindst elbilerne, der udgjorde 80 procent af de nye biler.

Og kigger man alene på biler indregistreret til privat brug, er andelen oppe på 95 procent.

Mads Rørvig, der er administrerende direktør for Mobility Denmark, mener, at fremgangen hænger sammen med de afgiftssænkninger på elbiler, der står til at blive udfaset fra næste år.

- Flere partier har i løbet af valgkampen præsenteret forskellige forslag, og der er nu en reel mulighed for at skabe en mere langsigtet og holdbar bilbeskatningsmodel med en afskaffelse af registreringsafgiften på elbiler, siger han.

Tal fra bilstatistik.dk viser, at Toyota bZ4X var den mest populære model i første kvartal med 3344 solgte eksemplarer. Herefter fulgte Skoda Elroq, Volkswagen ID.4 og Teslas Model Y.

Alle de ti mest populære modeller er elbiler.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT